15-årig dreng forsvandt i havet: Eftersøgning er indstillet

Forældrene holdt øje med en 15-årig dreng fra kysten ved Svendborg, da han pludselig forsvandt under bølgerne. Omkring klokken 23.00 blev eftersøgning indstillet.

En 15-årig dreng er efter fem timers søgen ikke fundet, siden han forsvandt under bølgerne ved Svendborg.

Politi- og redningsfolk ledte lørdag aften forgæves ledt efter en 15-årig dreng, der forsvandt i bølgerne ved kysten ved Christiansminde ved Svendborg.

Fyns Politi modtog 18.37 et opkald om, at en 14-årig dreng var forsvundet i vandet. Senere har det vist sig, at drengen er 15 år.

Omkring klokken 23 var drengen stadig ikke fundet, oplyser Klaus Rasmussen, der er vagtholdsleder ved Forsvarets Operationscenter.

- Vi er ved at lukke ned for eftersøgningen. Vores vurdering er, at det ikke længere er muligt at finde ham i live.

- Området er fuldstændig eftersøgt på kryds og tværs, og vi kan ikke finde ham, siger vagtholdslederen.

Vagtchef Kenneth Taanquist fra Fyns Politi oplyste tidligere lørdag aften, at drengen badede for enden af en 20 meter lang badebro sammen med sin far og en anden dreng.
Pludselig forsvandt den 15-årige under vandet, og han er ikke set siden.

- Faren forsøger at få fat i ham, men det lykkes ikke. Han forsvinder bare - måske på grund af strømforholdene, siger Kenneth Taanquist.

Tidligere forlød det, at forældrene stod på land, da drengen forsvandt under vandet, men det var altså ikke tilfældet.

Politiet havde dykkere, helikoptere og flere både i vandet for at lede efter den forsvundne dreng.

- Området er temmelig stort, fordi strømforholdene er kraftige i Svendborgsund, så selv om det er et lille snævert område, udvider det sig hurtigt på grund af strømforholdene, siger vagtchefen.

Familien modtager hjælp af krisepsykologer fra Svendborg Sygehus.

Klokken 06.15 søndag kunne vagtchefen hos Fyns Politi oplyse, at der ikke var noget nyt i sagen.

Oversigt

    Oversigt