Instruktør Bille August er sluppet godt afsted med sin filmatisering af den over 100 år gamle roman "Lykke-Per".
I hvert fald hvis man lytter til hovedparten af anmelderne, der i dagene op til premieren torsdag har givet deres vurdering af filmen.
Politikens anmelder Kim Skotte mener, at Bille August er den rette instruktør til filmen, der undgår at ende som et tungt skrummel.
- Filmatiseringer af store, hæderkronede romaner ender ofte som overfladiske forkortelser eller tunge skrumler. Bille Augusts "Lykke-Per" er ingen af delene, skriver anmelderen, der kvitterer med fem hjerter ud af seks mulige.
Filmen er historien om den utilpassede præstesøn Peter Andreas Sidenius, der forlader Nordjylland til fordel for København og jagten på det lykkelige liv. I filmen spilles rollen som præstesønnen af Esben Smed.
Det var Henrik Pontoppidan, der i årene fra 1898 til 1904 skrev "Lykke-Per". Bogen betragtes som et af dansk litteraturs hovedværker. I 1917 skaffede romanen da også forfatteren Nobelprisen for de "autentiske beskrivelser af dagligliv i Danmark."
Soundvenue roser ligeledes Bille August for vellykket at løse den svære opgave med at omsætte en gammel roman til en film.
- "Lykke-Per" er en flot og velspillet film, som med maleriske strøg overbevisende genskaber fortidens København og med scenografiske valg indrammer både by og land med farve, lys og kostume lig med tidens fine malere, skriver Tue Løkkegaard.
Han kritiserer dog, at filmen med en spilletid på knap tre timer taber pusten. Anmeldelsen udløser fire ud af seks stjerner.
Mette Grith Sørensen fra Jysk Fynske Medier deler gavmildt ud af stjernerne og giver filmen fem ud af seks.
Derimod er Informations anmelder Lone Nikolajsen ikke imponeret. Hun mener, at Pontoppidans hovedværk "får fladmast sit plot i filmatiseringen, der fokuserer på kærlighedsdramaet frem for kulturhistorien".
Information uddeler hverken stjerner eller hjerter, men Lone Nikolajsen skriver blandt andet:
- Den visuelle tidsrejse fungerer så upåklageligt i det stort opsatte periodedrama, at dialogens meget nutidige sprogbrug kun er mildt distraherende.
- Derimod forhindrer den forhastede karakteropbygning og den abrupte, ofte umotiverede måde, hovedpersonen møder og forlader folk omkring sig på, filmen i at give et troværdigt og fængende portræt af et liv og en tid.