Efter flere års nabo-kamp - godsejer får ja til vindmøller
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Tre 150 meter høje vindmøller ved Broholm Gods kan snart blive en realitet, efter at et flertal i kommunalbestyrelsen i Svendborg har givet deres endelige tilladelse ved at godkende kommuneplantillæg, lokalplan samt §25-tilladelse med tilhørende miljøvurdering.
Dermed er der sat punktum for en kamp, der startede tilbage i 2018, da Broholm Gods og Fuglehavegård ansøgte om at få lov til at opsætte de tre vindmøller. Det sker, selvom naboerne i området ikke just var begejstrede over udsigten til tre kæmpevindmøller. Naboerne kan dog se frem til en kompensation, lyder det fra Svendborg Kommune.
De tre vindmøller forventes at producere strøm svarende til 9.000-9.750 husstandes årlige elforbrug eller lige knap en tredjedel af de 31.000 boliger, som findes i Svendborg Kommune. Derudover forventes vindmøllerne at indbringe omkring 1,5 millioner kroner til Svendborg Kommunes Grøn Pulje, som kan søges til projekter til gavn for naboer og lokalsamfund.