De nye landsdækkende restriktioner, der blandt andet har betydning for fynske butikker og storcentre, trådte mandag i kraft.
Og selvom det betyder flere afmærkninger og mere afstand, er man positiv i Kvickly Svendborg Storcenter.
- Vi har valgt at sætte pile op på vores gulv for tydeligt at indikere, hvor man skal bevæge sig i storcentret. Jeg synes, det er et rigtig godt budskab, og folk har taget godt imod det, siger Torben Astrup, varehuschef.
Varehuschefen tror da heller ikke, at restriktionerne kommer til at påvirke butikken økonomisk. Ifølge ham er den første uge af december allerede gået over al forventning.
- Jeg tror, at der kommer større omsætning end sidste år, fordi der er meget, der er lukket ned, siger Torben Astrup.
Handl alene og på ydertidspunkterne
Selvom butikken med sine 4.300 kvadratmeter har god plads, opfordrer varehuschefen kunderne til kun at handle én per husstand ad gangen.
- Jeg håber og tror på, at kunderne bruger hele åbningstiden til at handle, og at coronaen får folk til at holde afstand, siger han.
Butikken har flere såkaldte opsynspersoner til at guide og sikre, at retningslinjerne bliver overholdt.
- Vi har to coronavagter i butikken hver dag. På spidsbelastningstidpunkterne vil der være tre, men vi opfordrer til, at man ikke handler på spidsbelastningstidspunkter, hvis man har mulighed for det, siger Torben Astrup.
Flere restriktioner på vej
Restriktionerne bliver om få dage suppleret med yderligere restriktioner. Det kom frem på et pressemøde mandag formiddag.
38 kommuner, heriblandt Odense Kommune som den eneste fynske kommune, bliver delvist lukket fra onsdag 9. december.
Derudover forlænges de landsdækkende restriktioner - herunder kravet om mundbind og forsamlingsforbuddet på maksimalt ti personer.
De nye restriktioner vil gælde i 38 kommuner fra 9. december til og med 3. januar: