Der skal vaskes, sprittes og holdes afstand - også i børnehaver og vuggestuer. Det kan dog være lettere sagt end gjort, når man har med børn at gøre.
Sekretariats- og Dagtilbudschef i Svendborg Kommune, Birgit Lindberg, vidste straks, at der ville blive brug for flere hænder, hvis man skulle overholde Sundhedsstyrelsens retningslinjer i dagtilbuddene. Så hun valgte at tage hurtigt affære.
Det var vigtigt for mig, at vi ikke først gjorde noget, når de stod derude og manglede medarbejdere, men at vi var forberedt.
- Det var vigtigt for mig, at vi ikke først gjorde noget, når de stod derude og manglede medarbejdere, men at vi var forberedt. Hvis vi fik brug for nogen, så kunne vi kalde dem ind, siger Birgit Lindberg.
Jobcenteret var nøglen
Derfor valgte Birgit Lindberg allerede i påsken at tage kontakt til Janus Harder Petersen, der er leder virksomhedsservice i Jobcenter Svendborg. Han kunne godt se ideen i at lave en jobbank som et nødberedskab til dagtilbuddene.
- Der var et krav om et udvidet beredskab. Så vi begyndte straks at formidle kontakt mellem ledige borgere og dagtilbudsområdet. På samme vis har vi etableret en jobbank til rengøringsområdet, hvor der også er brug for de ekstra hænder, siger Janus Harder Petersen.
Faktisk var der allerede oprettet en ekstern jobbank, hvor borgere der ville arbejde inden for social- og ældreområdet kunne melde sig. Dem fik Birgit Lindberg i første omgang kontakt til.
- Det går stille og roligt på social- og ældreområdet, så derfor stod vi overfor en større udfordring. Og der var heldigvis nogen, som gerne ville hjælpe, siger Birgit Lindberg.
Behov for flere hænder
I Børnehuset Hesselager i Svendborg Kommune gjorde man allerede fra første åbningsdag i sidste uge brug af den nyoprettede jobbank. Mai-Britt Strøm er dagtilbudsleder i Østerdalen, hvor blandt andet Hessalager Børnehus hører under.
- Det var godt, at der var nogen at ringe til. Netop i Hesselager Børnehus havde vi ikke flere faste vikarer, der kunne træde til. Uden de ekstra hænder havde vi ikke kunnet åbne op og følge Sundhedsstyrelsens anvisninger, siger Mai-Britt Strøm.
Og der er mange opgaver, som skal løses for de nyerhvervede vikarer. Børnene skal blandt andet have hjælp til at vaske hænder, maden skal portionsopdeles, og legetøjet skal gøres rent flere gange dagligt.
Vi regner med, at der kommer flere og flere børn. Lige nu er det cirka 60 procent, der møder op. Så vi får brug for flere folk.
- Der er mange sundhedsmæssige hensyn, vi skal tage. Men jeg synes, at de gør det godt og er meget opfindsomme. Nogle laver vaskehaller, så børnene kan være med til at vaske legetøjet, siger Birgit Lindberg.
- Vi regner med, at der kommer flere og flere børn. Lige nu er det cirka 60 procent, der møder op. Så vi for brug for flere folk, som vi løbende kan kalde ind, når der bliver brug for det, siger Birgit Lindberg.
I alt er 60 ledige i Svendborg Kommune parate til at hjælpe dagtilbuddene med at få vasket børnenes hænder, rengøre legetøj og andre praktiske opgaver.
Artiklen blev til på baggrund af et spørgsmål fra en fynbo.
Spørgsmål fra en fynbo