GOG-direktør erkender: Det ser kaotisk ud

Direktør i GOG Kasper Jørgensen erkender, at det ikke har kørt på skinner for den sydfynske klub i dette efterår.

Det har været et turbulent efterår for den sydfynske håndboldklub GOG. I torsdags kom nyheden om, at den tidligere landsholdsspiller Morten Olsen med øjeblikkelig virkning afbrød samarbejdet med klubben. 

I dag kom det så frem, at Morten Olsen skifter til rivalerne fra Bjerringbro-Silkeborg Håndbold også kendt som BSH. Og som om det ikke var nok, så erfarer TV2 Sport også, at anfører Anders Zachariassen følger trop og skifter til BSH til sommer.

Det sidste kan direktør i GOG Kasper Jørgensen dog ikke bekræfte.

- Anders han har været her i fire sæsoner, når vi rammer sommer. Om han er her til næste sæson, det må tiden vise, siger Kasper Jørgensen. 

Han tager det med ophøjet ro, at den nu tidligere GOG-spiller Morten Olsen trækker i en BSH trøje. 

- Det er klart, at Morten Olsen i en BSH trøje, det er en ny situation for os. Vi vil glæde os til at spille imod BSH, og vi har selvfølgelig en forventning om, at vi slår dem, som vi plejer at gøre, også selvom Morten Olsen er hos dem, siger han. 

Morten Olsens pludselige afgang sidste uge og rygtet om, at GOG's anfører også følger med, kommer ovenpå et halvår, der har været præget af uro i og omkring den ellers veldrevne håndboldklub. Det erkender direktør Kasper Jørgensen da også.

 - Der er ikke nogen tvivl om, at det vi står i lige nu er udfordrende, og det kan udefra se kaotisk ud. Det ser ikke ud, som det GOG, de fleste kender - det er heller ikke det GOG, vi selv kender, siger han.

Uro i fynsk storklub

Han tilføjer, at han selv har været direktør i GOG i 14 år, og at det langt hen ad vejen har været opgangstider. Derfor er det også nyt for klubben, at den skal forholde sig til den form for uro, som den er ramt af nu. 

- Det er en ny hverdag for os, at vi kigger ind i, hvor vi skal håndtere sådan nogle situationer, siger han. 

Direktøren erkender at forløbet viser, at klubben har nogle udfordringer. 

- Lige nu har vi en følelse af, at vi selvfølgelig skal arbejde hårdt for tingene. Det skal vi altid, men når vi taber til Sønderjyske og har to medarbejdere, som stopper undervejs i sæsonen, så er der noget, som ikke fungerer, siger han.

Han peger dog på, at klubben også har opnået sportslige resultater i denne her sæson.

- Jeg er med på, at vi plejer at ligge helt i top - det gør vi ikke i den danske liga lige nu, men det tror vi stadig på, at vi kan nå, siger han.

Kasper Jørgensen peger på, at GOG står med en ny gruppe, som det ikke er lykkes at få til at spille godt nok sammen. Det tager han sin del af ansvaret for. 

- Vi har som hold lige nu fået en skade, som vi skal have helbredt og genopbygget. Det er noget, der tager tid. Om vi når det i denne her sæson, det ved vi først i maj måned, men der er ingen tvivl om, at vi skal lige starte tingene igen, siger han. 

Simon Pytlich er en af de spillere, der har valgt at søge væk fra GOG.
Simon Pytlich er en af de spillere, der har valgt at søge væk fra GOG.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Ændrer magtbalancen

TV2's håndboldsekspert Bent Nyegaard kalder nyheden sensationel. Han mener skiftet er med til at tippe skalaen i dansk håndbold til fordel for BSH. 

- Det her ændrer fuldstændig på magtbalancen i dansk håndbold. Det kan være Olsen, der gør, at GOG er færdig med at spille om guld eller sølv. Det er en vild udvikling, siger Bent Nyegaard.

Ifølge Bent Nyegaard har Morten Olsen og Anders Zachariassen haft et tæt bånd længe. Han mener dog alligevel, at det bemærkelsesværdigt, at Anders Zachariassen skifter klub sammen med Morten Olsen. 

- Det er bemærkelsesværdigt, fordi han er anfører, og fordi Zachariassen – efter han kom hjem – virkelig har fået GOG under huden, sigen Bent Nygaard til TV2 Sport. 

- Zachariassen har både på og uden for banen været en leder. Han har vist stort menneskeligt format, støttet sine holdkammerater og har gjort et stort, stort stykke arbejde. Han har været enormt respekteret i hele klubben. Det bliver et enormt tab GOG. Det er der ingen tvivl om, siger Bent Nyegaard. 

Oversigt

    Oversigt