Lørdag eftermiddag er en halmlade på Bjørnemose Gods i Svendborg brudt i brand.
Anmeldelsen tikkede ind 14.26, og siden har politi og beredskab været til stedet ved den gamle sædegård, der ikke står til at redde.
- Halmladen er overtændt, så der bliver lavet kontrolleret nedbrænding, siger indsatsleder ved Fyns Politi Peter Bisgaard til TV 2 Fyn.
Fyns Politi har haft en drone oppe for at konstatere, at brand og røg ikke er til fare eller gene for andre beboere.
- Godset er omgivet af marker, og vindretningen er rigtig, siger indsatslederen.
Anden gang
Det er anden gang, at det historiske Bjørnemose Gods er brudt i brand. I januar sidste år brød en omfattende brand ud i tagkonstruktionen på hovedbygningen fra 1864, der gav store materielle skader.
Dengang konkluderede Fyns Politi, at der var en fejl i husets elektiske installationer.
Ved lørdagens brand i halmladen er det endnu ikke til at sige, hvad der har forårsaget branden.
- Branden efterforskes bredt, men det er en halmlade, og der har været tørt i lang tid, siger Bisgaard.
Der var ingen mennesker eller dyr i laden, da den brød i brand, men en anden lade ved siden af indeholder dyr, formentlig heste og køer.
- Dyrene har det godt, forsikrer Peter Bisgaard.