Høj bølgegang i 100 år: Legendarisk veteranfærge holder jubilæum

Veteranfærgen M/S Helge fra Svendborg fylder 100 år. Til trods for sin alder er færgen stadig populær blandt lokale og turister.

Det er de færreste, der kan fejre en 100-års fødselsdag.

Men onsdag 24. juli kan den legendariske færge M/S Helge bryste sig af at have rundet den milepæl.

Siden 1924 har veteranfærgen sejlet Svendborgsund tyndt og beriget tusindvis af turister og lokale med naturskønne oplevelser og omgivelser i det Sydfynske øhav, hvor den sejler forbi Tåsinge, Thurø og ud under Svendborgsundbroen.

- Der er mange følelser i det, og flere end man lige går og tror. Alle os, der kommer fra egnen, har jo set Helge sejle rundt, siden vi var børn, siger John Arly Henriksen (S), formand for Erhvervs- og Turismeudvalget i Svendborg Kommune.

For selvom Helge, som den i daglig tale bliver kaldt, blot er en færge med en del år på bagen, så har den meget mere værdi, end folk går og tror, mener formanden.

- Helge er for Svendborg, hvad Hjejlen er for Silkeborg. Den er vores lille guldfugl. Den er jo en del af os sydfynboers DNA. Den formår at forbinde og skabe en relation mellem Svendborg og øerne omkring.

Et ægte fynsk ikon

M/S Helge blev bygget på Ring-Andersens Skibsværft i Svendborg i 1924. Den blev benyttet af Sydfynsk Dampskibsselskab A/S, hvor den indtil 1954 sejlede hele året rundt, men på grund af et underskud måtte indstille sejladsen i vintermånederne. Siden 1980’erne har den udelukkende sejlet med turister, og i 2005 har veteranfærgen været ejet af Svendborg Kommune.

M/S Helge sejler kun i sommerhalvåret
M/S Helge sejler kun i sommerhalvåret

Men selvom sejladsen siden da kun er forgået i sommerhalvåret, har det ikke stoppet Marianne Carlsen fra Svendborg fra at sejle uafbrudt med Helge. Hun er tidligere formand og nu æresmedlem af foreningen Helges Venner, og den 78-årige svendborgenser har flere sejlture på cv’et end de fleste.

- Jeg var 2,5 år gammel, da jeg sejlede med Helge første gang, og siden da har jeg været forelsket i den. Sidste år blev det til 72 ture, og i år er det blevet til 33 ture indtil videre.

Derfor er M/S Helges 100-års fødselsdag helt særlig for den rutinerede passager.

- Det er en rigtig, rigtig stor dag. Helge betyder alt for byen og øerne omkring, så vi glæder os.

Et urørligt stykke kultur

Der hersker ingen tvivl om M/S Helges status i det sydfynske.

Derfor virker det også helt utænkeligt, at den ikoniske veteranfærge på trods af sine 100 år, ikke har en fremtid i det sydfynske øhav, hvis man spørger John Arly Henriksen (S).

- Helge er urørlig, og jeg tør slet ikke tænkte på, hvad der ville ske, hvis nogen engang forslog at afskaffe den.

Den betragtning er Marianne Carlsen helt enig i.

- Svendborg ville være fattig uden Helge. Den er fuldkommen uerstattelig.

Men hvor mange år Helge kan sejle mere er svært at spå.

- Jeg håber da, at den tager 100 år mere. Jeg ville elske at kunne stå og betragte den om måske 10 år med min familie, siger John Arly Henriksen (S).

Oversigt

    Oversigt