- Det er mega hårdt: Forening føler sig overhørt af forvaltning

Flere små foreninger i Odense føler sig nedprioriteret og glemt til fordel for de store og brede foreningstilbud.

Det er ikke lige let for alle at komme til at tale med de politikere, der sidder på foreningspengene. 

Sådan lyder det i hvert fald nu fra flere små foreninger i Odense.

- Jeg har jo mange gange skrevet til udvalget om at få lov til at blive hørt, blive mødt, få vores sager op på udvalgsmøder. Det har jeg ikke kunnet, til trods for at jeg har arbejdet med det her i nu tre år, lyder det fra Nichlas Nørgaard Lilja, formand i Fyns Disc Golf Klub.

- Og samtidig har en stor fodboldklub som Dalum IF for eksempel haft foretræde for udvalget to gange ingen for kort tid, påpeger han.

- Bliver nedprioriteret

Discgolf-klubben har i tre år ikke haft en egentlig bane at spille sin sport på.

Den oprindelige er nemlig ulovlig ifølge Miljøstyrelsen, og kommunen har først givet - og så trukket - nye tilladelser tilbage, ifølge formanden.

- Det er mega hårdt. Og så synes jeg det er forfærdeligt at udvalget ikke vil mødes med os. Jeg synes, der er en generel en følelse af, at foreningslivet bliver nedprioriteret, og at vi ikke bliver hørt.

Faktisk står det så grelt til, at formanden forventer at skulle lukke foreningen inden for en overskuelig tidslinje, hvis ikke der findes en løsning.

Kan ikke genkende kritik

Nichlas Nørgaard Lilja støttes op af Henning Rix, der er formand i Odense Skole- og Ungdomsorkester.

- Kommunikationen med forvaltningen er meget mangelfuld. I november sidste år mistede vi 300.000 kroner, uden at vi fik nogen dialog.

By- og Kulturrådmand Søren Windell (K) ser dog noget anderledes på tingene.

- Fordi man ikke får det, som man gerne vil have det, så betyder det altså ikke, at der ikke har været en dialog med de her foreninger, siger Søren Windell og tilføjer:

- Jeg synes ikke, at det billede de fire foreninger tegner, er et billede, jeg kan genkende.

Mandag har By- og Kulturforvaltningen møde med Nichlas Nørgaard Lilja om discklubbens fremtid.

Oversigt

    Oversigt