Der er fundet et lig drivende i vandet ud for Christiansminde i Svendborg. Liget er bjærget og bragt til Odense Universitetshospital, hvor det skal identificeres.
- Vi ved ikke, hvem det er, men der forsvandt jo en dreng dernede, så det er nærliggende, at det kan være ham, siger vagtchef ved Fyns Politi Torben Jakobsen.
- Det var nogle forbipasserende, der så noget, der kunne være et menneske i vandet ud for Christiansmindevej nr. 6, fortæller vagtchefen.
Der blev slået alarm klokken 7.56, og da redningsmandskabet lidt senere kom frem og fik sat en båd i vandet, var liget drevet et stykke væk.
Familien til den 15-årige forsvundne dreng havde i denne weekend iværksat en større eftersøgning efter ham. Dette skete, efter at politiet havde opgivet deres eftersøgning efter liget.
Den 15-årige blev væk fra sin far og bror, da de badede for enden af en 20 meter lang baderbro, hvor der er kraftig strøm ude for enden.
Politiet havde dykkere, helikoptere og flere både i vandet for at lede efter drengen, da han forsvandt lørdag den 20. maj. Først sent om aftenen stoppede redningsaktionen, da man ikke længere mente, der var håb om at finde ham i live.