En helt særlig grund gjorde, at Anne Angelbo Christensen sammen med sin kæreste mandag formiddag stod først i køen ved en ny testenhed i Byparken i Svendborg.
- Jeg har en sygdom, som gør, at jeg kan risikere at blive syg rimelig hurtigt, siger Anne Angelbo Christensen, der bor i byparken.
En særlig smitsom coronamutation har spredt sig i byen, hvor elever i fire klasser på to skoler nu er sendt hjem i isolation. Derfor er Anne Angelbo Christen ekstra opmærksom på at passe på både sig selv og andre.
- Jeg skulle faktisk på arbejde, men i stedet for at tage på arbejde og smitte andre, så hellere komme ned og blive testet, siger hun.
Mange ved ny testenhed
Det var langtfra kun Anne Angelbo Christensen og hendes kæreste Tau Lasssen, der mandag havde fundet vej til den nye testenhed i det nordøstlige Svendborg. Allerede inden dørene slog op til middag, havde de fremmødte dannet en lang kø udenfor.
Derfor mener sekretariatschef i Svendborg Kommune, Kim Christoffersen, at der var grund til optimisme.
- Jeg vidste jo ikke helt, hvad jeg skulle forvente, men jeg er noget imponeret over det fremmøde, der er på nuværende tidspunkt, siger han.
Det har allerede resulteret i, at Falk har besluttet at sende endnu en podevogn, så der kan skrues yderligere op for antallet af coronatest.
- Det er en mulighed for at komme hurtigt til uden at skulle have tidsbestilling, og vi har selvfølgelig nogle borgere i det her område, som har sværere ved det sproglige og den slags, så derfor kan det måske hjælpe dem til at komme nemt afsted, siger Kim Christoffersen.
Et led længere ud
For Anne Angelbo Christensen, der bor i Byparken, var det en positiv oplevelse at få en PCR-test tæt på sit hjem.
- Det fungerede rigtig godt, de passer rigtig godt på os, sagde hun efter podningen.
Vores elever er blevet bedt om at isolere sig, og på fjerdedagen skal de testes første gang, og på sjettedagen skal de testes anden gang
Ifølge Nanna Lohman, der er Skole- og Uddannelseschef i Svendborg Kommune, er der stort fokus på at få stoppet smitten. Blandt andet har Styrelsen for Patientsikkerhed bedt kommunen om at gå et led længere ud end normalt. Det vil sige, at det ikke kun er de smittede og de smittedes nære kontakter, der skal isoleres. Men også de nære kontakters nære kontakter.
- Det betyder, at vores elever er blevet bedt om at isolere sig, og på fjerdedagen skal de testes første gang, og på sjettedagen skal de testes anden gang, siger hun.
Hvis de kan fremvise to negative testresultater, kan isolationen ophøre. Hvis en af eleverne derimod får en positiv test, skal hele familien isoleres.
- Så bliver det sådan, at barnets familie bliver nære kontakter og også skal gå i isolation, siger Nanna Lohman.