- Jeg er var rasende på mig selv og enormt ulykkelig over, at over, at mine valg er gået ud over mine børn. Det er ikke godt nok.
Maria Hirse, 52 år, er ude igen. Ikke bare ude i sommerbrisen på Frederiksøen i Svendborg, men ude af fængsel.
Den tidligere folkekære tv-vært på Lykkehjulet på TV 2 blev i 2021 idømt to års ubetinget fængsel for at opfordre til voldeligt overfald på sin eks-kæreste.
Hun har nu skrevet bogen "Kvinde værst" om sin tid som indsat.
Fra sky til udadvendt
Det var en bange Maria Hirse, der trådte ind af porten til Horserød Fængsel.
Hun skulle lære, hvordan man gebærder sig indenfor murene.
- Selvom det havde været ualmindeligt hårdt at være varetægtsfængsel, så havde jeg jo lært det at kende. Så jeg var opmærksom på, at jeg skulle passe ind. Jeg måtte finde ualmindeligt stor tålmodighed frem og jeg skulle lære at blive talt ned til, for pludselig er du ingen ting, og andre bestemmer, om du skal gå til højre eller venstre.
Overraskende nok viste det sig, at Maria Hirse havde relativt let ved at tilpasse sig. Endnu mere overraskende var det, at hun viste sig fra en langt mere udadvendt side, end hun plejede.
- Inden jeg blev anholdt, var jeg mere sky og introvert. Men både i varetægt og i fængsel fandt jeg ud af, jeg selv lagde op til samvær og til at spille kort. Og jeg hyggede mig helt vildt med det! Det kom virkeligt bag på mig. Det skyldes nok, at vi ikke havde noget at dække os bag. Man blev mødt som den man var, ingen var bedre end andre. Du kunne ikke vise dig frem med en BMW, for her havde vi alle sammen ingen. Og det var befriende.
Hård i filten
Selvom der var gode oplevelser i fængslet , var der i dén grad også barske løjer.
- Det var hårdt, både fysisk og psykisk. Jeg fik nogle slag, der blev tisset i min mad, der var flyvende skraldespande, og folk der fik revet håret af. Det er ikke unormalt i et fængsel. Jeg blev også selv hårdere i munden. Det var ikke særligt charmerende, men det var nødvendigt. For det hjælper ikke at være sød og venlig - så bliver du tromlet ned.
Også grænsesætning blev Maria Hirse tvunget til at blive bedre til.
- Jeg havde ikke været vant til at skulle være så tydelig i at sætte grænser. Det plejede jeg jo ikke at gøre, når jeg købte ind i Netto. Men det blev jeg nødt til her. Hvis det ikke havde givet mig ekstra straf, kunne jeg godt have fundet på at slå igen. Det ligger ellers langt fra mig, men derinde ser du det hele tiden, og det bliver så uretfærdigt. Så jeg kan faktisk godt forstå dem, der giver igen, for hvis man først er udset som offer, kræver det sin kvinde at komme igennem. Folk fik sådan nogen på hovedet.
Rasende på mig selv
Selvom tiden i fængsel var rå, var det alligevel allerværst, lige da Maria Hirse blev anholdt.
- Det var sindssygt, at det var kommet så vidt. Jeg var rasende på mig selv og ulykkelig over at mine valg gik ud over mine børn. Det gjorde så ondt, at jeg havde gjort mine børn ked af det. Men lige gyldigt hvor meget jeg bankede mig selv oveni hovedet, kunne jeg ikke lave det om. Det var også savnet til mine børn, der var det allerværste i fængslet.
Ude igen
Da Maria Hirse trådte ud i friheden igen fra et udslusningshjem ved Kværndrup, var hun både lettet, men også angstfyldt.
- Hvordan skulle jeg klare det? Alle kravene kommer i det øjeblik, du står der på gaden. Uden penge, uden at kunne låne, uden job muligheder. Men efter lidt tid kom jeg videre. og i dag har jeg en god hverdag. Jeg har ikke mødepligt nogen steder, så jeg føler mig heldig. Jeg kan sidde og skrive på mine bogprojekter og har en god hverdag.
Overlevet sjakalerne
Set her fra en sommerdag ude i friheden og lyset, har tiden i fængsel også ført noget godt med sig. Gennem hele livet har Maria Hirse været bange for ikke at være god nok og lidt af lavt selvværd, blandt andet efter megen mobning i skolen.
- I dag lader jeg ikke folk træde mig over fødderne, så siger jeg fra. Fængsel har lært mig, at jeg er god nok. Jeg har overlevet blandt sjakalerne og endda haft det godt med mange af dem. I dag føler jeg, at jeg er værdig til at blive elsket og til at have et godt liv. Fortiden fortæller en historie, men den behøver ikke at have noget med fremtiden at gøre. Det er da en gave.
