17. sep. 2022 kl. 7:58
Privatfoto

Mor til to skal betale 1.500 kroner mere for varme om måneden

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del

Boligforening i Svendborg har varslet stigninger i aconto-varmen på 50 procent. Det er vanvittigt, siger Pernille Frisch Andreasen, der skal betale over 1.500 kroner mere for varme om måneden.

1.530 kroner mere om måneden.

Så mange penge skal Pernille Frisch Andreasen, hendes samlever og deres to børn finde i budgettet, når de 1. november skal betale deres husleje.

Svendborg Andels-Boligforening (SAB) har varslet stigninger i aconto-varmen på 50 procent.

Det betyder, at familien, der de seneste måneder har betalt 3.059 kroner om måneden alene til varme, fra 1. november skal betale 4.589 kroner, altså en stigning på 1.530 kroner.

- Det er helt vanvittigt, det der foregår lige nu. Det er sindssygt, siger Pernille Frisch Andreasen, der arbejder som bogbinder på et trykkeri.

Overvejer at sløjfe sfo og bil

Selv om familien kan skrabe pengene sammen lige nu og her, vil det sandsynligvis få økonomiske konsekvenser på længere sigt.

- Vi er nødt at kigge på at sløjfe sfo, og min datter på otte år må til at gå alene hjem fra skole. Måske ryger der også en bil, siger Pernille Frisch Andreasen.

Kenneth Skipper
Byparken i det østlige Svendborg, hvor 1.500 boliger rammes af stigninger. Skorstenen er SAB's varmecentral, og det sker med gas.

Det er anden gang i år, at Svendborg Andels-Boligforening hæver aconto-beløbet for varme.

Boligforening: Derfor varsler vi stigninger på varme

Thomas Jeppesen, der er direktør i SAB, har en simpel forklaring på, hvorfor boligforeningen er nødt til at hæve aconto-beløbet.

- Stigende priser på gas. SAB producerer selv varmen til 1.500 lejemål i Svendborgs østlige bydel, og det gør vi på gas. Gasprisen er stukket helt af, og det har den været i et stykke tid, siger Thomas Jeppesen.

Dermed er Pernille Frisch Andreasen ikke den eneste, der skal til at finde ekstra penge hver måned for at kunne blive boende.

Forstår du, hvilke konsekvenser det har for jeres lejere?

- Det kan jeg love dig for. Jeg er meget bekymret, siger Thomas Jeppesen.

Direktøren understreger, at boligforeningen ikke har andre muligheder end at sende varmeregningen videre til lejerne, men han håber, at der fra politisk side kommer hjælp til de tusindvis af danskere, der har problemer med at betale deres el- og varmeregninger.

Varmechecken er brugt

Pernille Frisch Andreasen har modtaget en varmecheck på 6.000 kroner fra staten, og den har været med til at dække de stigende varmeudgifter, der har været tidligere i år.

- Den er brugt, konstaterer hun.

Kenneth Skipper, der også bor i Byparken, har dog ikke fået nogen varmecheck. Han bor alene og skal fra 1. november betale 364 kroner ekstra om måneden alene for varmen.

- Jeg overvejer at købe flamingoplader til de store vinduespartier i lejligheden, som jeg kan sætte op som isolering i vinterhalvåret, for jeg ved, det bliver rigtig koldt, siger Kenneth Skipper, der frygter, at flere stigninger er på vej.

- Jeg har en dårlig mavefornemmelse, for hvordan det ser ud om to eller tre måneder, spørger han.

Frygter næste stigning

Begge lejere er klar over, at boligforeningen hæver aconto-beløbet, så lejerne ikke står med en kæmperegning på et senere tidspunkt, når deres endelige forbrug er opgjort.

- Ved at det bliver hævet nu, undgår jeg at få et eftersmæld, så tingene hænger sammen. Det er en del af udviklingen. Men jeg synes, der er brug for en debat om os, der bor i almene boliger. Der er en overvægt af beboere på overførselsindkomst, og som ikke har ret meget at gøre med. De (boligforeningen, red.) er formentlig tvunget til at gøre det, siger Kenneth Skipper.

Pernille Frisch Andreasen frygter også, næste gang der kommer et brev fra boligforeningen.

- Det er selvfølgelig for at sikre os, at vi ikke står med en ekstra regning. Alligevel tænker jeg, at alt skal ske med måde, men aconto-beløbet kan ikke sættes op hver fjerde måned. Folk kan ikke betale det, siger hun.

Som det er nu, er der ikke så meget, hverken boligselskab eller lejerne kan gøre ved de stigende priser på gas, der har ramt hele Europa, og som skyldes, at udbuddet af gas er meget lavt. 

Skal I til at spare noget mere på energien?

- Det har jeg gjort længe. Det startede jeg på i april, da alting begyndte at stige. Lige nu går min kæreeste og jeg i bad, når vi kommer ud på vores arbejde for at spare på det varme vand herhjemme, siger Pernille Frisch Andreasen.

Hendes familie bor i en stor lejlighed med seks værelser og en husleje på 7.500 kroner om måneden.

Overvejer I flytte?

- Det er der heller ikke penge til, fastslår hun.

Hvis stigningerne fortsætter, vil hun dog ikke udelukke, at hendes familie kan blive nødt til at flytte i en mindre lejlighed eller sammen med noget anden familie.

Svendborg Andels-Boligforening udsendte brevet om de varslede prisstigninger onsdag og torsdag, og der er indtil videre ikke nogen, der har svaret tilbage, at de opsiger deres lejemål som følge af den ekstra regning.   

Vil du også spare på energien, har TV 2 Fyn samlet 17 gode råd til, hvordan du kan spare på elregningen. Du kan blandt andet se, hvornår elprisen på Fyn er billigst, så du kan tænde din opvaskemaskine på det helt rigtige tidspunkt. 

26. nov. 2024 kl. 22:43
Thomas Larsen-Bjerre

Seneste nyt fra dødsulykke:
  • Hårdt og ubarmhjertigt, siger Fyns Politi om redningsaktion

LYT
Del

To personer er omkommet, flere er kommet alvorligt til skade, og en person er fortsat savnet i forbindelse med en sammenstyrtningsulykke på Flemløse Biogas i Glamsbjerg.

TV 2 Fyn følger udviklingen.

Har du oplysninger om ulykken, kan du skrive til redaktionen@tv2fyn.dk.

Alvorlig sammenstyrtningsulykke på biogasanlæg

Følg opdateringerne herunder

28. nov. 2024 kl. 9:28
Fyn

Jensen har blitzet sin egen søn i sin fotovogn

Venner, veninder og naboer er bare nogen af dem, der er blevet fotograferet af ATK-operatør Jensens fotovogn, som blitzer bilister, der kører for stærkt. Selv hendes søn har været en tur gennem blitz-systemet - endda i hendes egen bil

Venner, veninder og naboer er bare nogen af dem, der er blevet fotograferet af ATK-operatør Jensens fotovogn, som blitzer bilister, der kører for stærkt. Selv hendes søn har været en tur gennem blitz-systemet - endda i hendes egen bil

28. nov. 2024 kl. 9:04
Kort nyt

Odense Domkirke skal 3D-scannes

LYT
Del

Virksomhederne Leica Geosystems og Innopixel skal i fællesskab 3D-scanne Odense Domkirke, så man i fremtiden kan genskabe en nøjagtig kopi, hvis bygningen eksempelvis skulle gå tabt i en brand.

Scanningen skal både dække bygningen interiør og facade. Scanningen bliver et pilotprojekt, som skal gøre det lettere at lave 3D-scanninger af landets bevaringsværdige bygninger.

– I Italien er der et krav om komplet 3D-scanning inden et renoverings- eller tilbygningsprojekt startes, og det mener jeg, vi bør kopiere i Danmark, siger Niki Christensen, der er administrerende direktør i Leica Geosystems.

28. nov. 2024 kl. 8:46
William Borst Lorentzen

Frygtede italiensk flugt fra supersygehus

LYT
Del

Valget var let, da Region Syddanmarks politikere mandag skulle vælge, om de vil have tilladelse til at låne og ansøge om en milliard kroner mere til Nyt OUH.

Alternativet var nemlig ikke eksisterende.

Uanset hvor irriterede politikerne har været over forsinkelser, byggesjusk, løndumping-sager og fordyrelser af projektet, kan man bare kaste et blik på situationen i hovedstadsområdet.

Her fyrede regionen den italienske totalentreprenør Rizzani de Eccher sidste år på grund af manglende fremdrift, hvorefter projektet blev yderligere forsinket.

Nyt Bispebjerg skulle have været færdigt i år. Nu taler man om 2029.

Først i efteråret blev det tyrkiske firma det tyrkiske byggefirma Okyanus Grup Leep Insaat hyret til at overtage dele af italienernes arbejde.

- Vi kunne godt kræve, at CMB Itenera betalte deres dagbøder på 377 millioner kroner, men vores advokats vurdering var, at vi så skulle se os om efter en ny totalentreprenør og ud i et nyt udbud. Vores eneste ønske er at få Nyt OUH færdigt, og valget var konflikt eller løsning, fortæller Karsten Uno Petersen, formand for Udvalget for byggeri, indkøb og grøn omstilling.

Regionen har med aftalen forpligtet sig til at betale 525 millioner kroner til OHPT, der består af det italienske joint venture CMB Itenera, for de ekstraopgaver, som regionen erkender, man har bestilt oveni det oprindelige sygehusprojekt.

Det svarer til fem måneder af den nye forsinkelse, har regionen kalkuleret.

Uklart om byggeriet giver overskud

Bestyrelsesformand for OHPT, Simone Bonauguro, udtalte i forbindelse med aftalen i går, at den økonomiske kompensation ikke står mål med de egentlige udgifter, der er forbundet med forsinkelsen.

-  For os ser regnestykket nu anderledes ud, end da vi indgik kontrakten, udtaler hun.

Ifølge pressetalsmand Christian Lemvigh er det endnu for tidligt at spå om, hvorvidt tjener eller taber på byggeriet af Nyt OUH, når det forhåbentligt er indflytningsklar ved udgangen af 2027.

CMB Itenera står også bag byggeriet af det nye supersygehus i Køge, der er budgetteret til 4,4 milliarder kroner. Også dette projekt er blevet forsinket, og Region Sjælland har anmodet om yderligere finansiering på 275 millioner kroner. 

Region Syddanmark skal nu i gang med at forhandle med sundhedsministeriet om finansiering af op mod en milliard kroner til Nyt OUH, der nu er budgettteret til 9,5 milliarder kroner.

Det skyldes blandt andet, at regionen vil polstre sig med en reservepulje på 250 millioner kroner i tilfælde af yderligere udfordringer for budgettet.

28. nov. 2024 kl. 8:37
Fyn
Kort nyt

Flere bruger privat lægehjælp i ydertimerne

LYT
Del

Flere danske forsikringsselskaber oplever, at et stigende antal kunder gør brug af deres tilbud om online lægehjælp i ydertimerne og i weekenden, når deres egen læge har lukket.

Det oplyser forsikringsselskaberne Tryg, Alm. Brand Group, Topdanmark og Gjensidige.

Det er særligt børnefamilier, der gør brug af tilbuddene.

Derudover oplyser selskaberne, at henvendelserne ofte er i forbindelse med mindre alvorlige sygdomme såsom hudproblemer og øjenbetændelse.

28. nov. 2024 kl. 8:07
Kort nyt
Presse/Tinderbox

Tinderbox afslører legendarisk dansk band på plakaten

LYT
Del

Efter at have skrevet danmarkshistorie i Parken i sommer, og hvor de var det første danske band til at spille i Parken tre dage i træk, er Minds of 99 klar til at indtage Tinderbox i Odense.

Det skriver festivalen i en pressemeddelelse.

The Minds of 99, bestående af barndomsvennerne Niels Brandt, Louis Clausen, Asger Wissing, Anders Folke Larsen og Jacob Holde Bech, har i løbet af de seneste 12 år taget Danmark med storm. Utallige top 20-placeringer, priser og svimlende 220 millioner streams på tværs af platforme har de opnået.

Bandet spiller torsdag den 26. juni 2025 på Tinderbox.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her