Skoleleder truede ansatte ifølge rapport: - Hvor er jeg heldig at have sådan nogle lækre kvinder ansat

En skoleleder, der tidligere har været på Byhaveskolen, er stoppet, efter en sag er begyndt at rulle og har vist, at de ansatte følte sig dårligt behandlet og seksuelt chikaneret.

Seksuelle krænkelser, trusler om fyring og hård ledelsesstil.

Den tidligere skoleleder på specialskolen Byhaveskolen i Svendborg er anklaget for flere alvorlige tilfælde.

Ansatte beskriver i en ekstern rapport, som Svendborg Kommune satte i gang, at de har følt sig stærkt pressede under det tidligere lederskab.

- Han nævnte virkelig tit, at noget havde fyringsgrundlag, siger en af de medvirkende i rapporten. Vedkommende bakkes op af andre:

- Man vidste, man blev fyret i næste runde, hvis man sagde ham imod.

Nanna Lohman, skolechef i Svendborg Kommune, har været med fra starten, hvor denne sag begyndte at rulle.

- Jeg husker tydeligt datoen 16. april, for det er her, jeg først hører om sagen.

Man havde tidligt i forløbet en samtale for at genskabe tilliden mellem lederen og de ansatte, men skolechefen forklarer, at sagen var kommet for vidt

Hun har brugt de seneste fem uger på skolen, og hun er virkelig ked af, at de ansatte har været udsat for de alvorlige ting, de beretter.

- Vi ser med meget stor alvor på denne sag, for det er nogle grove eksempler, som de ansatte kommer med.

- Hvor er jeg heldig

Firmaet Impaq har stået for undersøgelsen, og i den er der først og fremmest beskrivelser af et arbejdsmiljø præget af trusler, usikkerhed, og forskelsbehandling.

Noget, der dog også har medvirket til en dårlig arbejdsplads, er, at skolelederen ifølge medarbejderne er kommet med svært upassende seksuelt ladede kommentarer og tilbud.

- Hvis jeg gik ned ad gangen, og (skolelederen, red.) gik bag mig, kunne han sige ”Hvor er jeg heldig at have sådan nogle lækre kvinder ansat,” lyder et af vidnesbyrdene i rapporten.

Et andet eksempel er anklager om, at den tidligere leder skulle have givet seksuelle tilbud.

Nanna Lohmann fortæller, at der på grund af en tidligere fyringsrunde, der bundede i et faldende antal elever, var en grobund for utryghed. De ansatte frygtede ifølge hende for deres job.

De nuværende og tidligere ansatte, der har medvirket til rapporten, beretter, hvordan skolelederen havde yndlinge blandt medarbejderne.

Hans yndlingsansatte ville blive tilbudt bedre opgaver og havde bedre arbejdsforhold, beskriver rapporten.

- Noget af det, jeg hæfter mig ved, er det mod, som de ansatte udviser. Der er 75 nuværende og tidligere medarbejdere, som har medvirket til rapporten, og det er jo også en hård proces, siger skolechefen.

75 medarbejdere giver samme billede

Hun siger, at de 75 medvirkende nærmest en til en giver den samme beretning.

I rapporten lyder det, at de ansatte har haft brug for at sygemelde sig efter samtaler med skolelederen.

- Det er jeg selvfølgelig rigtig ked af at høre, men faktisk så kan vi se, at der kun har været en lille øgning i sygemeldinger i forhold til ansatte på andre skoler. Arbejdet med elever med særlige behov kan i sig selv være hårdt, så derfor har vi ikke bemærket noget ekstraordinært, siger Nanna Lohman.

Nogle ansatte beskriver også i rapporten, at de er taget på arbejde syge, fordi de frygtede for deres stilling eller følgerne fra skolelederen.

Det dårlige arbejdsmiljø har eksisteret, siden skolelederen kom til skolen. Altså over en periode på 8,5 år. Det fortæller de ansatte, siger skolechefen.

Hun siger dog også, at tingene er blevet gradvist værre.

Nu pågår der et arbejde for at genskabe tilliden blandt kollegaerne på skolen, men Nanna Lohman er fortrøstningsfuld.

- Nu har jeg jo arbejdet tæt på de ansatte i nogle uger, og jeg oplever dygtige, engagerede ansatte med højt humør og humor, så jeg tror nok, det skal lykkes.

TV 2 Fyn har været i kontakt med den tidligere skoleleder. Han siger, at han hverken kendte til eller har læst rapporten.

Derudover ønsker han ikke at kommentere på sagen.

Oversigt

    Oversigt