Socialdemokratiet får ikke invitation til sydfynsk 1. maj

1. maj plejer at være et trækplaster for socialdemokrater. I år er ingen politikere fra partiet inviteret til at holde taler på Sydfyn, efter regeringens afskaffelse af store bededag.

Politikerne kan godt holde sig væk fra Sydfyn til 1. maj.

De er hvert fald ikke inviteret til Fagbevægelsen Hovedorganisations (FH) 1. maj-arrangementer på Sydfyn.

Det skriver TV2.dk, der har talt med formanden i FH Sydfyn, Roger Lundberg.

Han fortæller, at der ikke i år bliver politiske taler i den sydfynske afdeling.

Og det er på grund af store bededag?

- Jo, der er jo lidt skår i samarbejdet lige nu, men der kommer jo også en virkelighed bagefter, hvor vi jo vil kunne snakke og påvirke og gøre vores stemme hørt, siger Roger Lundberg til TV2.

Overfor TV 2 Fyn uddyber formanden, at forbuddet gælder alle politikere.

- Vi vælger, at holde det inden for fagbevægelsen den her gang, fordi vi har været dybt uenige med Socialdemokratiet.

Det er de fire sydfynske kommuner Svendborg, Faaborg-Midtfyn, Langeland og Ærø, hvor politikerne altså er forment adgang til den ellers højpolitiske kampdag.

Bryder med årelang tradition

Og med den udmelding bliver der brudt med en årelang tradition for, at Socialdemokratiet deltager ved 1. maj-arrangementer.

I 2022 deltog den fynskvalgte socialdemokrat Trine Bramsen i FH Sydfyns 1. maj i Krøyers Have i Svendborg. 

Det kommer hun ikke til at kunne gøre igen i år.

Ifølge TV2 så har fire lokalafdelinger under Fagbevægelses Hovedorganisation besluttet at boykotte socialdemokratiske taler til deres arrangementer på Arbejdernes Kampdag i år.

Otte andre afdelinger har ikke taget stilling endnu.

- De har blandet sig i overenskomsten og taget bededagen fra os, siger formand Kim Houborg fra lokalafdelingen FH Sønderjylland, der er en af de fire lokalafdelinger, der har takket nej til Socialdemokratiet.

Også lokalafdelingen i Sydvestjylland og Aarhus' lokalafdeling får Socialdemokratiet ingen plads på talestolene.

Hvorvidt Moderaternes nyvalgte, fynske medlem af Folketinget Rosa Eriksen er inviteret vides ikke med sikkerhed. Vi har dog fulgt hendes 100 første dage på Christiansborg.

Oversigt

    Oversigt