En fynbo får svar: Søfolk kan ikke komme hjem foreløbigt

Rederier på stribe aflyser ligesom Mærsk nu besætningsskift. Søfolkene må derfor indtil videre blive, hvor de er.

Lukkede landegrænser og restriktive rejsebestemmelser gør det umuligt at få danske søfolk hjem, når deres vagtperiode slutter. Samtidig kan folk hjemmefra ikke rejse ud for at afløse.

Rederiet M. H. Simonsen i Svendborg har derfor indtil videre måttet opgive at gennemføre besætningsskift på de skibe, der i øjeblikket befinder sig i udlandet.

- Vi kan ikke tage ansvaret for at sende vores folk ud på en risikabel eller i værste fald umulig rejse hjem. De lukkede grænser og forskellige landes karantæneregler står i vejen, fortæller skibsreder Lars Simonsen til TV 2/Fyn.

90 søfolk kan ikke afløses

Det fynske rederi har lige nu otte skibe fordelt i havene omkring både Europa og ved Grønland. Situationen påvirker omkring 90 ansatte på skibene, og de må indtil videre blive, hvor de er.

- Problemet opstår, når man bevæger sig fra det ene land til det andet. Der er vidt forskellige regler i forhold til spredning af smitte, man risikerer at ramme en lukket grænse eller at blive sat i karantæne, siger Lars Simonsen.

quote Vi kan ikke tage ansvaret for at sende vores folk ud på en risikabel eller i værste fald umulig rejse hjem

Lars Simonsen, skibsreder, Svendborg

Alle lande forsøger at opretholde fri bevægelighed for godstransport for at sikre forsyningslinjerne af eksempelvis fødevarer. Men når søfolkenes vagtperioder slutter, kan de ikke nødvendigvis rejse frit over grænserne for at komme hjem.

- Indtil videre lukker vi ned for besætningsskift. Vi overvejer transport i bil i de tilfælde, hvor det kan lade sig gøre inden for en rimelig afstand. Vi har tidligere transporteret folk hjem med bil fra Rotterdam for eksempel, fortæller Lars Simonsen.

Flere rederier suspenderer skift

Det fynske rederi er langt fra alene om at have problemer med at få folk hjem til Danmark og nye folk ud.

På baggrund af den fortsatte spredning af coronavirus, lukning af grænser og flyaflysninger har Mærsk meldt ud, at rederiet suspenderer alle besætningsskift indtil 14. april.

Suspenderingen gælder for alle containerskibe verden over og er besluttet af hensyn til først og fremmest sikkerheden for besætningerne, forklarer rederiet i en orientering, der er sendt ud til alle skibe.

- Det har ikke været nogen nem beslutning at træffe, men som tingene udvikler sig minut for minut ser vi ingen anden udvej, skriver Niels Bruus, Head of Marine HR i Maersk.

quote At få aflyst en afløsning er noget af det værste, en søfarende kan opleve i et ansættelsesforhold

Ole Philipsen, formand, CO-Søfart.

TV 2/Fyn er i kontakt med flere fynske søfolk, som er strandet i udlandet på grund af suspenderingen af vagtskifter. Vi arbejder i øjeblikket på at få kommunikationslinjer op at stå.

Også rederiet DFDS har i dag onsdag suspenderet besætningsskift, indtil videre to uger frem. Den beslutning påvirker cirka 700 søfarende, som fordeler sig med halvdelen ude, der ikke bliver afløst, og den anden halvdel hjemme, som ikke kommer afsted som planlagt. 

Flere andre rederier har i dag meddelt, at de går samme vej med aflyste vagtskifter. Det gælder blandt andre rederierne Torm, Norden og RAL.

- Noget af det værste en søfarende kan opleve

Metal Maritime og CO-Søfart, der er faglig organisation for størstedelen af søfolkene, der lige nu er ramt, bakker op om rederiernes beslutning om at lade folk blive på skibene.

- Men situationen er alvorlig, både for søfolkene og for deres familier derhjemme, siger Ole Philipsen, formand for CO-Søfart.

- At få aflyst en afløsning er noget af det værste, en søfarende kan opleve i et ansættelsesforhold. Al planlægning af familiefester, ferier og aktiviteter med familie og venner er aftalt og kalendersat hele og halve år frem ud fra viden om, hvornår man er ude og hvornår man er hjemme. Dermed rammer det ikke kun den søfarende, men hele familien, siger Ole Philipsen.

Hvor mange danske søfarende, der er ramt, er ingen i stand til at oplyse lige nu. 

- I øjeblikket er det vores vurdering, at vi nok er over 2.000, men det er kun en vurdering og sagt med alle forbehold, siger Ole Philipsen fra CO-Søfart.

Der bliver arbejdet intenst på at finde løsninger, så de danske søfolk kan blive afløst og komme hjem. Det sker blandt andet på møder mellem rederiforeningen Danske Rederier og organisationerne Metal Maritime, CO-Søfart og Maskinmestrenes Forening.

Historien er blevet til på baggrund af et spørgsmål fra en fynbo.

Mathilde Østergaard

 

Oversigt

    Oversigt