Tidligere GOG-stjerner hyldes i udenlandske medier efter dansk VM-guld
Artiklen er mere end 30 dage gammel
De danske håndboldherrer har vist skræmmende styrke og kan - ikke mindst takket være solide fynske aftryk - fortjent lade sig hylde, slår kommentatorer fast.
De danske håndboldherrer tromlede hen over Norge i finalen ved VM i håndbold søndag aften, og det er fuldt fortjent, at Mikkel Hansen og co. kan lade sig hylde som verdensmestre.
Det er kommentatorer i både Norge og andre håndboldglade nationer enige om, efter at Danmark slog de norske gæster med 31-22 i Boxen i Herning.
- Norge tabte en finale mod et komplet, komplementært og præcist hjemmehold, som har leveret et pletfrit mesterskab.
Sådan lyder det blandt andet fra norske VG’s håndboldkommentator Leif Welhaven.
- Det siger jo alt om både Mikkel Hansen og co., at både semifinalen og finalen blev en decideret parademarch mod historiens første danske VM-guld. Man må bare lykønske Danmark helhjertet, tilføjer han.
- Danmark er meget bedre end os
Welhavens landsmand og kollega på Aftenposten Ola Bernhus er enig. Selv om de norske håndboldherrer havde tabt til Danmark i gruppespillet, så håbede de fleste nordmænd, at resultatet blev et andet i finalen.
- Men de og alle os andre havde overset et problem. Danmark er meget bedre end os. Norge havde ikke en chance, skriver han i sin analyse.
Det danske VM-guld fylder også meget i spalterne i Sverige. På Aftonbladet hæfter håndboldkommentator Johan Flinck sig ved det historiske perspektiv i den danske triumf.
- I 1897 blev håndbolden opfundet i Nyborg. Søndag aften kom håndbolden hjem, da Danmark blev verdensmestre for første gang.
(Artiklen fortsætter under billedet.)
Stort GOG-aftryk på VM-guld
Samtidig er det værd at bemærke, at det danske VM-guld blev sikret på usædvanligt suveræn facon. Ikke mindst takket være tre store profiler, der alle tre har fejret store succeser i den traditionsrige sydfynske håndboldklub GOG.
- Danmark havde den bedste VM-spiller, målmand og træner i Mikkel Hansen, Niklas Landin og Nikolaj Jacobsen, skriver Flinck.
På den franske sportsavis L’Equipe bliver søndagens finale sammenlignet med semifinalen mod netop Frankrig.
- Det danske mandskab efterlod ingen chance for Norge. Som tilfældet var i fredags, hvor holdet stort set havde udspillet Frankrig i første halvleg, holdt Norge kun i ti minutter, lyder de rosende ord.
Pytlick spår tæt kamp om avancement efter Odense-sejr
Odense Håndbold kan igen tillade sig at drømme om en plads i Champions League-kvartfinalen i denne sæson.
Med en sejr på 28-24 over franske Brest holder den fynske klub sig inde i kampen om en af de fire øverste pladser i mellemrundegruppen, der udløser avancement.
- Betydningen er kæmpestor. Havde vi tabt, havde vi reelt været ude af spillet om en kvartfinale. Nu er vi inde igen, men der er lang vej, når man kun har et point med over, siger træner Jan Pytlick.
Odense er nu noteret for tre point for fem kampe på femtepladsen, mens København på fjerdepladsen har tre point for fire kampe inden mødet med Buducnost på udebane søndag. Brest ligger sidst med to point.
Pytlick mener, at netop de tre klubber skal slås om fjerdepladsen.
- Som jeg ser det, bliver det en kamp mellem Odense, København og Brest om den sidste plads.
- Vi er meget lige med København, så det er fifty-fifty. Nu har vi Brest på udebane, og der skal vi slå dem, hvis vi vil noget i Champions League, siger han.
Odense kom godt fra start og var hurtigt foran 4-1, og hjemmeholdet var foran resten af kampen. Oftest med tre-fire mål.
- Jeg synes, at vi var bedre end Brest. Vi spillede en rigtig god første halvleg, hvor vi virkelig fik lagt tryk på dem. Vi dækkede godt op og fik løbet gode kontraer, og vi pressede deres forsvar med godt angrebsspil, siger Pytlick.
Backen Mette Tranborg, der scorede tre mål, var også særdeles tilfreds med holdets niveau på dagen.
- Generelt synes jeg, at vi spillede med stor ro i begge ender, selv om de hentede nogle mål på os i perioder. Vi spillede os til gode chancer og holdt os til det, der fungerede, siger Tranborg.
Hun mener, at det fik stor betydning, at målmand Althea Reinhardt fik en fremragende start på kampen.
- Det betød meget. Hun snuppede et straffekast lige i starten, og det gav et boost til hele holdet, og vi fik hele hallen med, lyder det fra landsholdsspilleren.
Odense møder i sin næste kamp i turneringen København på udebane 4. februar.