Unik diamantring fundet på Tåsinge

I forsommeren fandt amatørarkæolog Dennis Maigaard fra Jelling ved hjælp af sin metaldetektor en helt unik fingerring af guld tæt ved voldstedet Kærstrup på Tåsinge.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
N14 ring2
N14 ring3

Fingerringen, der vejer hele 7 gram og er særdeles fint forarbejdet, kan dateres til første halvdel af 1600-tallet.

Det er imidlertid ikke det, der gør ringen unik. Det, der gør den enestående, er, at den er forsynet med syv store slebne diamanter.

Ringen har derfor helt afgjort ikke tilhørt hvem som helst og den, der har tabt den må have ærgret sig kolossalt over tabet.

Da Dennis Maigaard fandt ringen, var han klar over, at det ikke var en almindelig ring, han stod med:

- Jeg tænkte fedt og shit og wow. Og nu skal vi have kage. Det var helt vildt, griner han.

Royal ring

Umiddelbart efter at ringen igen så dagens lys efter mere end 400 år i jorden, blev Arkæologi Sydfyn kontaktet og de besigtigede fundstedet og tog vare på den.

Efterfølgende har man forsøgt at spore sig ind på en historie bag ringen, og den knytter sig helt afgjort til lokaliteten Kærstrup.

Borgen Kærstrup var den største borg på Tåsinge i middelalderen og den tidlige renæssance.

I 1623 bliver den købt af Christian IV?s svigermor Ellen Marsvin, som i 1630 overlader den til sin datter Kirsten Munk.

Borgen overdrages derved i realiteten til kongens og Kirsten Munks 8-årige søn Valdemar Christian.

Når man tager ringens unikke karakter i betragtning, er derfor det mest nærliggende at forestille sig, at den må have tilhørt en person fra kredsen omkring disse personer, uden at museet dog tør sætte et navn på ringens oprindelige ejer.

Ganske få år senere river man i øvrigt Kærstrups bygninger ned og borgen afløses af det nuværende Valdemars Slot, som Christian IV lader bygge til Valdemar Christian.

Og Dennis Maigaard har gjort et særdeles sjældent fund, det er han ikke i tvivl om.

- Langt de fleste af den slags guldsmykker fra renæssancen er blevet smeltet om og brugt til andre formål, så det er et sjældent fund, siger han.

Oversigt

    Oversigt