Taler du pænt til andre?
Det tema sætter TV 2 og TV 2’s regioner - herunder TV 2/Fyn - fokus på i denne uge.
En megafon-undersøgelse foretaget for TV 2 er blevet offentliggjort mandag. Undersøgelsen viser, at 76 procent af danskerne og 74 procent af fynboerne er helt enig eller overvejende enig i, at tonen mellem folk i det offentlige rum generelt er grovere i dag end for ti år siden.
I alt har 3.030 danskere svaret på undersøgelsen.
22 procent af fynboerne har oplevet, at folk de ikke kender, taler grimt om dem i det offentlige rum, men det er kun 10 procent, der erkender, at de selv har gjort det samme.
Derimod erkender cirka en femtedel af de adspurgte danskere fynboer i undersøgelsen, at de har talt grimt til en telefonsælger inden for det seneste år.
Det er den mest udskældte faggruppe overhovedet.
Er tonen blevet mere rå - hele landet
Børn er grovere
Mere end to tredjedele af de adspurgte – helt præcist 68 procent af fynboerne - mener, at tonen mellem børn er blevet grovere igennem de sidste ti år.
74 procent af fynboerne er enige eller overvejende enige i, at børn taler mere respektløst til voksne, som ikke er deres forældre, lærere, pædagoger eller sportstrænere.
66 procent af de adspurgte fynboer afholder sig ofte fra at deltage i debatter på de sociale medier, fordi de synes, der er en grov tone.