OB reagerer efter tumult til træning

OB-profilerne Yankuba Minteh og Mads Frøkjær-Jensen undslipper straf efter en voldsom hændelse til træning.

OB-spillerne Yankuba Minteh og Mads Frøkjær-Jensen skal ikke en tur i skammekrogen, efter at de tirsdag ifølge Fyens Stiftstidende kom op at slås til træning.

Det oplyser fodboldklubben onsdag i en pressemeddelelse på sin hjemmeside.

- Efter nærmere undersøgelse af episoden på Bane 4 tirsdag formiddag ser vi ingen grund til at gå videre i sagen, skriver klubben.

quote De to involverede spillere blev adskilt fra resten af træningen

Björn Wesström, fodbolddirektør i OB


OB afviser yderligere, at det var en decideret slåskamp, de to spillere - som klubben ikke nævner ved navn - befandt sig i.

- Vi har i tiden efter træningen undersøgt sagen nærmere, set den igennem på video og talt med de pågældende spillere, og vi finder udlægningen om, at der skulle være tale om en slåskamp, en unødvendig eskalering af situationen, som vi ikke kan genkende, skriver OB.

Fyens Stiftstidende skrev tirsdag, at de to profiler tirsdag kom op at toppes under træning.

- Der skete det, at Yankuba Minteh viste sin hurtighed og driblede forbi et par mand og blev tacklet hårdt af Omar Jebali. Så vendte han (Minteh red.) rundt og lavede en glidende tackling mod Mads Frøkjær, og så gik de i flæsket på hinanden, sagde Fyens Stiftstidendes journalist i en video tilknyttet artiklen.

Ikke yderligere sanktioner

Klubbens fodbolddirektør, Björn Wesström, siger i pressemeddelelsen, at grænsen i situationen blev overtrådt.

- Håndteringen af den situation startede i det sekund, det skete, og de to involverede spillere blev adskilt fra resten af træningen, siger han.

Efterfølgende har OB holdt individuelle og kollektive samtaler for at afklare, hvilke krav og forventninger klubben har til spillerne individuelt og som kollektiv.

- Med ovenstående sagt vil der ikke blive uddelt yderligere sanktioner til spillerne baseret på den opståede situation, siger Björn Wesström.

OB betragter dermed sagen som lukket.

Flere uheldige episoder

Minteh har trukket flere uheldige overskrifter i den seneste tid.

Tirsdagens hændelse skete samme dag, som Fodboldens Disciplinærinstans tildelte Minteh to karantænedage for at sparke et hjørneflag i stykker, da han forlod banen i kampen mod FC Nordsjælland fredag.

Minteh havnede første gang i fokus, da OB 18. februar valgte at vrage ham til truppen til forårspremieren, da han havde forbrudt sig mod interne regler.

B.T. skrev efterfølgende, at det angiveligt var, fordi Minteh var taget i byen forud for kampen.

Den unge spiller blev 20. februar sygemeldt på ubestemt tid efter episoderne, men han kom tilbage på træningsbanen tre dage senere og blev udtaget til kampen i fredags.

Oversigt

    Oversigt