Pytlick vil undgå at falde i et sort hul: - Jeg så, hvor hårdt det tog på Gidsel

Simon Pytlick har fået råd af vennen Mathias Gidsel om tiden efter VM.

- Jeg gik i en måned rundt i min lejlighed og var en forfærdelig ven og en forfærdelig søn. Uden jeg måske selv kunne indse det, var jeg ked af det, og jeg gik jeg i seng klokken otte om aftenen.

Ordene kommer fra Mathias Gidsel og beskriver perioden efter VM i 2021. Slutrunden i Egypten, hvor håndboldherrerne også vandt guld, var Gidsels store landsholdsgennembrud, hvor han også kom på All Star-holdet. 

Alligevel faldt højrebacken ned i et sort hul efter den store triumf.

Efter VM-triumfen søndag står Simon Pytlick mere eller mindre i samme situation, som Gidsel gjorde for to år siden. Han fik slutrundedebut, var en af Danmarks vigtigste spillere og kom på All Star-holdet.

- Gidsel har givet mig nogle råd til, hvordan man nemmere kommer videre efter en slutrunde. Ét af dem er, at det er vigtigt, at jeg bliver ved med at være mig selv. Samt at jeg skal stoppe op og nyde øjeblikket, og at jeg ikke må tage noget for givet, fortæller Simon Pytlick til TV 2 SPORT.

"Har gode folk, jeg kan sparre med"

Pytlick håber, at han undgår at falde i samme sorte hul som Gidsel, når VM for alvor er kommet på afstand.

- Det er ikke sikkert, at det samme sker for mig. Jeg håber at undgå det, for jeg så, hvor hårdt det tog på Gidsel.

Simon Pytlick sende mandag en særlig tak til sin fødeø.
Fotograf: Henrik Berring, TV 2 Sporten

- Der er mange ting i det, men jeg har heldigvis mange gode folk omkring mig, som jeg kan sparre med, siger han.

GOG-spilleren får ikke den store ferie efter VM. Allerede i den kommende weekend genoptages herreligaen, og lørdag skal GOG til Aalborg.

- Jeg har ikke taget særlig meget stilling til, hvordan det bliver at skulle tilbage til GOG og spille ligakampe. Jeg har mest været i VM-boblen, hvor jeg har koncentreret mig om vores kampe, siger Pytlick.

Se Aalborg-GOG på TV 2 og TV 2 PLAY lørdag fra klokken 16.10.

Flere af VM-stjernerne har et helt særligt bånd til den lille sydfynske ø Thurø. Mandag blev det da også til en særlig tak fra en af øens helt store VM-stjerner.

Simon Pytlick sendte nemlig et særligt tak til Thurø, hvor han er født og opvokset blandt mange andre håndboldstjerner. 

Oversigt

    Oversigt