VM-helt om frygtelig skade: - Jeg turde ikke bevæge mig

GOG-spiller og VM-guldvinder Anders Zachariassen venter nu på datoen for den operation, der skal bringe ham tilbage til håndboldbanen.

- Jeg mærker bare, at benet på en eller anden måde knækker. Og så kan jeg mærke, at mit led låser. Det gjorde virkelig ondt. Jeg var egentlig lidt bange for at bevæge mig eller strække benet igen.

- Så jeg lå bare helt stille, fordi jeg vidste, der var noget galt i knæet. Noget jeg ikke har mærket før. Det gik hurtigt op for mig, at det var mere end et lille slag.

Og det fik han ret i.

Fredag var Zachariassen i aktion for GOG, da de mødte Ribe-Esbjerg i ligaen. Her blev han tacklet af Jonas Larholm, hvorefter han fluks tog sig til sit højre knæ. Mandag fik han så bekræftet sine bange anelser: Et overrevet korsbånd.

- Det første jeg tænkte var "pis". Både fordi jeg følte, jeg blev lammet i benet, men også fordi jeg vidste, at når der kommer sådan et smæld, så er det nok ikke noget let. Man ved jo, at det nok er noget menisk eller korsbånd eller noget i den stil, siger Anders Zachariassen til TV 2 Sport. 

- Ikke helt gået op for mig endnu

Selvom det nu er fire dage siden, skaden indtraf, er det kun et døgn siden, stregspilleren fik den endelige dom. Og det kniber fortsat med at forstå, at det er sket.

- Fredag fik jeg at vide, at det måske kunne være korsbåndet, lørdag fik jeg en mindre bekræftelse på det, da alle tegnene var der, og mandag fik jeg så officielt besked. Så selvom jeg har haft weekenden til at gå og forberede mig lidt, er det ikke gået helt op for mig endnu, at jeg skal være ude så lang tid.

Næste skridt i processen for den 29-årige GOG-spiller bliver nu at vente på datoen for en operation.

- Jeg vil rigtig gerne opereres snart. Noget af det hårdeste er uvisheden om, hvornår man skal opereres. Er det om to eller syv uger? Og hvordan forløber det hele? Det er lidt ubehageligt ikke at vide.

- Men der er jo også andre folk i Danmark, der skal under kniven, så det er lige med at finde tid ved en god knæ-kirurg, siger Zachariassen.

Et farvel til OL

Med udsigterne til et år væk fra håndboldbanen vinker Zachariassen også farvel til håbet om deltagelse ved sommerens OL i Tokyo.

Og selvom landsholdsspilleren er ked af at misse det store forår, GOG er på vej ind i, er drømmen om OL noget helt specielt.

- Det er klart, at landsholdet fylder en del i mine tanker. Det lagde jeg ikke skjul på, da jeg vendte hjem. Jeg ved dog godt, at der kun er 14 spillere, der kan komme med til OL. Men der er ingen tvivl om, at jeg gerne ville have givet det en chance for at blive udtaget og give den gas til sommer.

- For det er da klart, at det er en kæmpe drøm at få lov til at repræsentere Danmark til et OL.

GOG-profilen forsøger dog at tage det hele med oprejst pande, og han ved med sig selv, at han nok skal vende tilbage.

- Jeg glæder mig til at komme i gang med genoptræningen, selvom jeg godt ved, at det bliver en kedelig og træls tid. Men motivationen for at komme tilbage er der selvfølgelig, og jeg vil rigtig gerne vende tilbage i god form.

 

Oversigt

    Oversigt