Jeg ville ønske, at der engang i mellem var en chef, som stod frem med en god besked, i stedet for at ministeren gjorde det på Twitter
Sent onsdag aften blev der på facebooksiden for de danske officerer, HOD, delt et billede med skriften:
"Det hedder FORSVARSCHEFEN".
Ordene indkapsler en del af den kritik, der netop nu hagler ned over landets forsvarsminister, Trine Bramsen (S).
Hun har gentagne gang kaldt den nytiltrådte forsvarschef Flemming Lentfer for sin "styrelseschef", selvom den brede opfattelse er, at Forsvaret er meget mere end blot en styrelse. På forsiden af Berlingske fredag kunne man således læse, at soldater og officerer "har fået nok af Trine Bramsen".
Ministeren er gået for langt i bestræbelserne på at profilere sig selv, siger både menige soldater og højtstående officerer i Forsvaret til avisen. Og hun risikerer både at skade synet på Forsvaret og respekten for forsvarschefen på de indre linjer.
Nu stemmer formanden for officerernes fagforening, Niels Tønning, i. Ifølge ham har utilfredsheden med ministeren bygget sig op over længere tid:
- Der går ikke en uge, uden der er en eller anden chef, der ringer til mig og siger: "Du får ikke mig til at sige det, men jeg synes, du skal vide...". Det viser jo, at de ikke selv vil stå frem med noget, som de egentlig synes, at de burde, siger Niels Tønning til TV 2.
Omstridt skandaleinterview
Det seneste eksempel på, hvor skidt det står til mellem Forsvarsministeriet og Forsvaret er ifølge Niels Tønning det meget omstridte interview, der udspillede sig i december sidste år.
Her ønskede journalisten Thomas Hee at interviewe den nye forsvarschef - eller styrelseschef, som ministeren kalder ham - men fik besked om, at det kun kunne lade sig gøre, hvis ministeren også deltog.
Thomas Hee takkede ja, men da dagen for interviewet kom, blev ministeren vred. Hun følte sig ydmyget på eget kontor, fordi journalisten var mere interesseret i at høre fra forsvarschefen end fra ejeren af det kontor, de befandt sig på. Det har en af ministerens presserådgivere ifølge journalisten senere fortalt.
Under interviewet svarede ministeren ifølge Thomas Hee ofte, selvom spørgsmålet ikke var til hende. Hun dikterede, hvorvidt det var et passende spørgsmål eller ej. Og når forsvarschefen endelig gav sine svar, kiggede han på Trine Bramsen, fortæller Thomas Hee til OLFI.
Politisk pres mod udtalelser
Gengivelsen af interviewet har givet anledning til hele to samrådsindkaldelser. Det første blev afholdt torsdag, mens det andet ligger og venter ude i fremtiden. Datoen er endnu ikke sat.
På det første samråd beskyldte ministeren journalisten Thomas Hee for at have opført sig "uvornt" under interviewet og for at have sagt noget i retning af: "Luk, dig gider jeg ikke tale med". Påstanden har den ansvarshavende chefredaktør på Ritzau, som journalisten lavede interviewet for, siden afvist. Han har personligt selv lyttet optagelsen fra interviewet, oplyser han til TV 2.
Men interviewet handler ifølge Niels Tønning om mere end spørgsmålet om, hvem af ministeren og journalisten der taler sandt. For hvis ikke en forsvarschef kan få lov at tale på egne vegne, uden at ministeren skal være til stede, er der tale om en direkte "degradering af embedet".
- Selvom Forsvaret selvfølgelig er en politisk styret virksomhed, det skal den være, så er det ikke kun den siddende ministers, det er hele Danmarks forsvar, siger han til TV 2.
Er der nogle konkrete eksempler på, at forsvarschefen ikke har haft mulighed for at udtrykke sin analyse af forholdene?
- Jeg kunne næsten vende den om. Kan du huske noget tilfælde, hvor chefer fra Forsvaret har stillet sig frem offentligt og er kommet med militærfaglige råd? Det, tror jeg, ikke er tilfældet. Og jeg tror faktisk, at det er fordi, at man politisk ønsker at underpresse det.
Tager patent på gode nyheder
Ministerens manglende evne til at skabe grobund for den nødvendige ytringsfrihed i embedsværket er ifølge Niels Tønning ikke det eneste problem. Han mener, at ministeren er med til at "tale problemet op i stedet for ned", og at hun har også et ønske om at "profilere sig selv fremfor at tale Forsvarets sag":
- Det ville glæde mig, hvis forsvarsministeren begyndte også at tale forsvarspolitik i stedet for så mange andre ting. Og jeg ville ønske, at der engang i mellem var en chef hos Flyvevåbnet eller Søværnet, som stod frem med en god besked, i stedet for at ministeren gjorde det på Twitter.
TV 2 har fredag forsøgt at få en kommentar fra forsvarsminister Trine Bramsen, som har fået mulighed for at forholde sig til den kritik, Niels Tønning retter mod hendes håndtering.
Gennem hendes presseafdeling lyder svaret, at ministeren ikke har yderligere bemærkninger på nuværende tidspunkt.