Den mand, som politiet fredag oplyste var den fjerde mistænkte i sagen om svindel for 111 millioner kroner i Socialstyrelsen, er blevet sigtet for groft hæleri.
Det oplyser mandens forsvarsadvokat, Henrik Dupont, til TV 2.
Ifølge advokaten er sigtelsen ikke specificeret - det fremgår altså ikke konkret af sigtelsen, hvad manden har gjort.
Sagens hovedperson er den 64-årige Anna Britta Troelsgaard Nielsen, der arbejdede ved Socialstyrelsen, der ligger i Odense. Hun er sigtet for at have stjålet 111 millioner.
Foruden hende er yderligere to kvinder sigtet for groft hæleri.
Mand var ikke til stede i retten fredag
Sigtelsen mod manden kommer efter et retsmøde i Københavns byret fredag, hvor anklageren i sagen, vicestatsadvokat Helle Sørensen, oplyste, at manden var mistænkt i sagen.
Ved retsmødet blev der nedlagt forbud mod at nævne mandens navn. Tidligere har retten også afgjort, at de to sigtede kvinder er beskyttet af navneforbud.
Den nu sigtede mand var ikke selv tilstede i retten fredag. Hans forsvarsadvokat Henrik Dupont ønsker at ikke uddybe yderligere om sagen på nuværende tidspunkt.