- Vi gik ned gennem toget, og der var mange patienter, der var kommet til skade. Jeg sagde til dem, at jeg lige skulle se, hvor mange der var kommet til skade, og om der lå nogen nede i toget, som var sværere kvæstet.
Sådan fortæller akutlæge Søren Mikkelsen om redningsarbejdet i det forulykkede passagertog på Storebælt 2. januar, hvor otte mennesker mistede livet.
Han var indsatsleder og den første læge, der tog turen gennem toget for at få et overblik over, hvor mange der var kommet til skade.
Først kiggede han ind i forreste vogn.
- Den var meget, meget svært beskadiget. Der var nogle huller, vi kunne se ind ad, og vi fik hurtigt en fornemmelse af, at vi ikke kunne gøre noget for de mennesker, der sad derinde. Så gik vi op i den næstforreste vogn og kiggede på de passagerer og patienter, som sad der, fortæller han.
Han vil ikke uddybe de skader, han kunne se i forreste vogn.
Skaderne hos de overlevende beskriver han primært som brækkede arme og læsioner på ben og knæ. Derudover havde passagererne glasskår i ansigtet og øjenskader, fortæller han.
Forsinket af biler og strømledninger
Han havde kun været på vagt fem-seks minutter den morgen, da alarmen gik. I første omgang lød meldingen på mindst ti tilskadekomne og en patient med hjertestop.
Ambulancer fra Nyborg kom hurtigt til stedet, men Søren Mikkelsen havde i første omgang svært ved at komme frem fra Odense.
Først fordi motorvejen var blokeret, siden fordi de skulle fra motorvejsbroen over på jernbanebroen, og til sidst fordi de skulle vente på, at køreledningerne blev jordet, så der ikke var fare for at få stød, når man bevægede sig rundt i toget.
- Vi kunne ikke rigtigt komme derud, fordi den stærke vind havde lukket Storebæltsbroen, og der var fire-fem kilometers kø på selve motorvejen. Folk holdt i inder- og ydersporet, men de holdt sørme også i nødsporet. Det var meget svært for os at komme forbi, fortæller han.
Stop ikke ved den første patient
Da han endelig kom ind i toget, koncentrerede han sig om at få et overblik over antallet af kvæstede, og hvilke skader de skulle behandles for. Det er helt almindelig procedure.
Han skulle tælle patienterne og lade være at fokusere på den enkelte i første omgang.
- Hvis først man begynder at fokusere på den allerførste patient, man ser, så risikerer man, at der er nogen, der ligger nede i toget eller andre steder ved ulykken, som ikke får den behandling, de skal have, siger Søren Mikkelsen.
Ingen panik
Endelig fremme tog arbejdet med patienterne på stedet ikke overvældende lang tid.
Søren Mikkelsen vurderer, at man havde overblik over alle kvæstede omkring klokken 8.50, hvilket var 30-35 minutter efter, han var ankommet, og 20 minutter efter han var kommet ombord på toget.
Klokken 10.40 – tre og en halv time efter den første alarm gik – kørte lægerne retur til Odense Universitetshospital.
Han ser tilbage på den forfærdelige ulykke som et stykke redningsarbejde, hvor alle involverede redningsfolk arbejdede professionelt.
Den største overraskelse var faktisk, hvordan de kvæstede passagerer reagerede, da redningsmandskabet nåede frem.
- Stemningen var meget rolig og fattet. Det kom som lidt af en overraskelse for mig, fordi vi forventer jo altid, at folk råber og skriger. Når vi laver øvelser, instruerer vi figuranterne i at hive os i buksebenene og råbe og insistere på behandling, fordi det er sådan, vi tror, de reagerer. Det gør de ikke. Formentlig fordi, de er rystede, siger Søren Mikkelsen.
