Kim Nannestad er indehaver af forretningen RC Kongen i Søndersø på Fyn, som blandt andet handler med fjernstyrede biler, droner og modeltog.
24. maj sidste år havde han tyveri, hvor en gruppe personer stjal seks droner fra lageret, mens to andre distraherede personalet. De stjal produkter for i alt 31.570 kroner - mange penge for den lille butik.
- Jeg var rystet. Jeg var gal og hidsig, og jeg tænkte, dem skal vi sgu have fanget, fortæller Kim Nannested.
Heldigvis var der overvågning i butikken, som fangede hele forløbet: Hvordan der først ankom fem mænd i en bil, som gik rundt i butikken og talte med personalet. Hvordan der godt tyve minutter senere ankom endnu en bil med tre mænd, som også gik ind i butikken. Hvordan nogle af de i alt otte personer blev i butikken for at distrahere personalet, mens resten sneg sig ind på varelageret og stoppede dronerne ind under jakkerne.
Kameraerne fik skarpe, vellignende billeder af gerningsmændene.
Politiet opgav
Kim Nannestad lagde videoen op på sin Facebook-side, og bare 20 minutter senere havde flere henvendt sig. De kunne kende gerningsmændene fra det kriminelle miljø i Odense-bydelen Vollsmose.
- Vi fik at vide, at den ene kunne være den og den anden den og den tredje den. Både på telefon og på mail. Så jeg regnede da med, at politiet kunne klare det på en dags arbejde, siger han.
Kim Nannestad anmeldte sagen til Fyns Politi og sendte videobillederne og tips fra Facebook med, så han forventede, at det ville være en hurtig efterforskning for politiet.
Sådan skulle det dog ikke gå. Et halvt år efter tyveriet, 8. november 2018, fik Kim Nannestad et brev fra politiet, som meddelte ham, at efterforskningen blev standset. Politiet mente ikke, at de kunne identificere gerningsmændene. I et brev til Kim Nannestad skrev de:
"Efterforskningen i sagen har ikke resulteret i spor, vidneforklaringer eller andre beviser, der kan føre til identifikation af gerningsmanden.”
Identificeret på et minut
Da Kim Nannestad læste brevet, blev han dybt frustreret.
- Jeg håbede da på, at politiet ville gøre noget ved det og tage vores henvendelse seriøst. Det er det mindste, man kan forlange, siger han.
TV 2 har efterprøvet politiets påstand i brevet. I mange af henvendelserne til butikken fremgik det, at gerningsmændene kom fra Odense-bydelen Vollsmose. Derfor tog TV 2 til Vollsmose for at se, om det var muligt at finde frem til nogle af dem.
Mange personer ville ikke udtale sig til kameraet, men da det blev slukket, kom tungerne på gled. I løbet af en time fandt TV 2 15 beboere, som uafhængigt af hinanden kunne identificere en eller flere af gerningsmændene ud fra overvågningsbillederne.
Derudover har TV 2 vist dem til en myndighedsperson med indgående kendskab til det kriminelle miljø i Vollsmose. Vedkommende ønsker ikke stå frem - men identificerede alle gerningsmænd på ét minut.
Klagede over afgørelsen
Noget tyder altså på, at butiksejeren Kim Nannestad har ret i, at sagen kunne løses relativt hurtigt. Tilbage i november klagede han da også over afgørelsen, og det betød, at sagen blev genoptaget. Men her, hvor tyveriet snart kan fejre fødselsdag, har han stadig ikke hørt mere fra politiet og må fortsat se langt efter sine varer.
- Jeg forstår da godt, at politiet af og til må prioritere større sager end den her. Selvfølgelig skal vold og mord og voldtægter gå forrest. Men hvis politiet slet ikke gider gå op i indbrud, så kan jeg da også bare gå op i den lokale butik og tage for mig, lyder det fra Kim Nannestad.
TV 2 har forelagt sagen for Fyns Politi, der ikke har ønsket at stille op til interview. TV 2 ville gerne have spurgt Fyns politi, hvorfor der på trods af videomaterialet er gået et år, uden at der tilsyneladende er sket mere i sagen.
Men det har Fyns Politi ikke ønsket at svare på. I stedet har de skrevet denne mail:
Fyns Politi kan bekræfte, at efterforskningen i den pågældende sag om tyveri af seks droner fra et lager blev standset ved en fejl. Den 19. november 2018 klagede forurettede over beslutningen. Den 22. november 2018 fik forurettede medhold i sin klage, hvorefter sagen er blevet genoptaget. Fyns Politi beklager det skete.
Venstre: Under al kritik
Vi har også vist optagelserne til flere politikere på Christiansborg.
- Hold da kæft. Det er helt utroligt det her. Sjældent har jeg da set billeder, der er mere klare, og hvor personerne er mere genkendelige end her. Det er under al kritik, at den har fået lov at ligge så længe, siger Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen.
Han vil nu afkræve en forklaring fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K), og han lover samtidig, at Venstre vil sørge for, at der kommer flere betjente til.
- Et par journalister kan identificere forbryderne på en time, og Fyns Politi kan åbenbart ikke gøre det over så lang tid. Det tyder på, at man slet ikke har gjort noget ved det. Og det er der ingen erhvervsdrivende eller borger i Danmark, der kan være tjent med, siger Preben Bang Henriksen.
Også Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod, er klar til at skaffe svar til Kim Nannestad.
- Den konkrete sag skal der falde nogle svar på. Og i DF mener vi også, at vi skal have flere betjente.
Trods opbakningen fra Slotsholmen, så har Kim Nannestad dog mistet sin tro på politiet.
- Der er jo ikke noget at hente. Der er ingen hjælp desværre, siger han.