Hvis Mads Brix Baulund skal se sig selv i spejlet, skal han helt tæt. Det som de fleste kan se på 60 meters afstand, kan han se på 3 meter. Han har 5 procents syn på det ene øje og er blind på det andet.
Alligevel har han altid været sikker på sin identitet: Han er sportsmand.
Mads Brix Baulund har deltaget ved De Paralympiske Lege og senere været anfører på det danske landshold i parasporten goalball. Han har altid løbet, spillet bold og udforsket sine grænser.
Indtil en dag i 2016, hvor et 123 tons tungt tog ramte ham.
På mandag til Royal Run skal han forsøge at løbe fem kilometer – noget, han kun har gjort én gang siden ulykken.
En verden med niveauforskelle
Op gennem Mads Brix Baulunds opvækst husker han især, hvordan han egentlig ikke blev behandlet så særligt.
Da Svendborg Kommune tilbød ham en plads på en handicapvenlig skole, takkede forældrene nej. De ønskede ikke, at Mads skulle gå på en skole uden trapper og niveauforskelle. For den virkelige verden er ikke fuldstændig plan.
Der blev sat gule linjer på trappernes trin for at hjælpe ham lidt, men de blev fjernet i 3. klasse. Der havde han ikke længere brug for dem. Langsomt udviklede han reflekser, som var ud over det sædvanlige, fordi han skulle kunne reagere hurtigere end sine normaltseende venner.
Skolegården var det, som Mads Brix Baulund husker bedst. Her mødte han for første gang sin kærlighed til sporten, når han som noget af det mest naturlige i verden spillede fodbold med sine klassekammerater.
- Jeg var helt enormt dårlig, men vi fandt ud af, at jeg måske kunne stå på mål, for hvis man ikke redder bolden, så er det okay – det gør de andre heller ikke så tit, siger Mads Brix Baulund.
Mads Brix Baulund fandt en fast plads i målet. Han havde ikke noget imod at slå sig.
- Jeg var ikke bange for at få modstanderens fod i hovedet, for jeg så ikke foden – jeg så bolden, siger han.
Sport blev der, hvor Mads Brix Baulunds selvtillid voksede. Han havde en klasse, der ikke så hans begrænsninger, og nogle lærere, der talte om succeser i stedet for udfordringer.
- På et tidspunkt spillede vi en vigtig fodboldkamp på skolen, hvor drengene fra modstanderholdet ikke kendte mig så godt. De troede måske, at det ville være let at score på mig. Jeg husker stadig følelsen, da jeg reddede en bold og fik øjenkontakt med sparkeren. ”Du kommer bare, kammerat”, tænkte jeg.
Ulykken rammer
Selvom Mads Brix Baulund ikke var det store atletiske talent, arbejdede han hårdt og var stædig. Derfor avancerede han efter 9. klasse til eliteidræt.
Han dyrkede goalball – en sportsgren for blinde og svagtseende, hvor to hold á tre personer prøver at score med en bold mod hinanden. Sporten bragte ham til de paralympiske lege i 2008 og betød alverden for ham.
Årene gik, og han blev bedre og bedre. Når han så sig selv udefra, så han en atlet og en fighter.
I 2016 trænede Mads Brix Baulund op til EM i goalball, og samtidig læste han journalistik og arbejdede som praktikant på Radio24syv. Det betød lange dage, sene aftener og tidlige morgener.
En septembermorgen det år stod Mads Brix Baulund tidligt op efter en sen aftenvagt. Han følte sig enormt træt, da han vågnede.
Men det var ikke noget nyt i den periode.
På Vesterport station i det indre København gik han hen ad perronen, men blev pludselig svimmel. Han drak lidt vand. Han var nok bare træt.
Men lige inden han nåede trapperne væk fra perronen, måtte han sætte sig på hug på grund af svimmelheden. Og så husker han ikke mere.
Det næste, han registrerede, var noget buldrende, stort og tungt, som han tydeligvis var alt for tæt på. Og så smerten. En smerte, som han ikke kan beskrive.
Han skreg ikke. Det kunne han ikke. For han kunne ikke få luft.
Toget buldrede forbi
- Alt i min krop gik i emergency mode, og så begyndte jeg at mangle ilt oppe i hjernen. Så jeg lå og prøvede at få luft, mens toget kørte forbi, fortæller Mads Brix Baulund.
Han var faldet ned for enden af stationen, og hans fod lå på skinnerne.
Helt instinktivt vidste Mads Brix Baulund, at han skulle holde sine hænder så langt væk fra den tonstunge maskine som muligt. Han brugte nemlig hænderne til alt fra indkøb til computerarbejde og kunne ikke se sit liv fungere uden dem.
Da toget var kørt forbi, stod den intense smerte i foden tilbage. Han vidste, at noget var helt galt.
Han stak foden op i luften for at mærke, om blodet piblede ned af benet, for hvis det gjorde det, så vidste han fra førstehjælp, at han på få minutter kunne forbløde. Der var dog ikke noget at mærke, da foden kom op i luften.
Han prøvede at råbe efter hjælp et par gange. Det føltes som en evighed, uden at nogen hørte ham.
Han kæmpede sig væk fra skinnerne og op mod en lille trappe op til perronen. Med den dårlige fod hængende bag sig fik han trukket sig op. Trin for trin. Og så lagde han sig ned.
- Vi skal bruge en ambulance. Han er i live, råbte den DSB-ansatte, der fik øje på ham.
Hans ord undrede Mads Brix Baulund, da han lå der. Og så indså han: At være i live er ikke en selvfølge, når man bliver ramt af et tog.
Græd ikke
Så kom ambulancen, og Mads Brix Baulund fik en ordentlig portion morfin. Men smerterne var så intense, at den kraftige morfin ingen virkning havde, følte han.
Da han kom ind på hospitalet, stod et team af læger klar, og så snart de klippede skoen op, stod det klart: Forfoden kunne ikke reddes, den skulle amputeres.
Mads Brix Baulund var dog rolig.
- Jeg græd ikke. Jeg gik meget i praktisk mode. Jeg tænkte over, hvad der var vigtigt for mig. Hvad jeg gerne ville kunne.
- Jeg kendte jo en masse, der havde proteser fra mit liv i parasportsverdenen, så det var ikke så fremmed.
Han sagde til lægerne, at de ikke skulle prøve at redde noget, der ikke kunne reddes. Det vigtigste for ham var, at han ville kunne dyrke sport.
Dagene efter amputationen var et virvar af besøg, læger, flere besøg, smerter og morfin. Mads Brix Baulund var meget praktisk. Han gik meget op i sin genoptræning og så frem til hver gang, at han kunne få lov til at komme ud af sengen. Så måtte han nemlig ligge og løfte sine ben op og ned for ikke at miste for meget muskelmasse, husker han.
- Men der kommer jo altid et psykisk efterslæb. Nogle reagerer med det samme, for andre går der noget tid. Men en ting er sikkert: Reaktionen kommer, siger Mads Brix Baulund.
Og det gjorde den også for ham. Dog først flere måneder efter ulykken. Først fik han en besked, der ændrede alt for ham.
Forkert amputation
Mads Brix Baulund vidste med det samme efter ulykken, at han aldrig ville kunne dyrke goalball på eliteniveau igen. Så han besluttede, at han ville løbe i stedet.
- Det var den anden ting, som jeg var god til. Jeg var ikke landsholdsløber eller noget, men jeg har altid været relativt god til at løbe langt. Eller i hvert fald fortsætte i lang tid, når andre var stoppet.
Men da en fysioterapeut et par dage efter amputationen mødtes med Mads Brix Baulund på hospitalet, fik han sig en ubehagelig overraskelse.
- Jeg ville dyrke så meget sport som muligt, men fyssen sagde: "Så tror jeg, at det er den forkerte amputation, du har fået".
For hvis man bliver amputeret, så handler det om, at der skal være plads til protesen. Et stykke C-formet kulfiber der dæmper stødene under løb, skal kunne passe imellem stumpen og jorden. Og når man kun får amputeret forfoden, er der ikke plads til en fjeder.
Mads Brix Baulund er en handlingens mand. Så efter fysioterapeutens ord blev han ikke slået ud. Til gengæld gik hans hovedet i gang med det samme: Så skal lægerne overtales til at fjerne mere.
De må jo fikse det.
Lægerne var med på at amputere ved anklen, og Mads Brix Baulund vidste, at der fandtes en lille bitte løbeprotese, der kun krævede en afstand fra benstump til jorden på fem centimeter. Men da Mads Brix Baulund kom ud fra operationsstuen, var der kun tre og en halv centimeter mellem benstump og jorden.
Det betød, at Mads ikke kunne løbe, ikke kunne dyrke noget af de slags sport, som han elskede. Lægerne var stålfaste: De ville ikke omoperere et velfungerende ben.
Og så ramte Mads Brix Baulund muren.
Efterreaktionen fra ulykken indtraf med de mørke dage, hvor Mads Brix Baulund ikke kunne overskue at gå udenfor. Ikke kunne overskue at se mennesker. Ikke rigtig kunne finde meningen.
- Jeg har aldrig oplevet den tilstand af ligegyldighed før. Hverken før eller efter, siger han.
Hvordan ser jeg mig selv?
Inde i Mads Brix Baulunds hoved havde han altid set sig selv klart. Men i de mørke måneder kunne han ikke længere rigtig få øje på billedet. Hvis han ikke var sportsudøver, hvem var han så?
Lægerne stod fast på ikke at ville operere ham, når han havde en sund benstump. Men benstumpen begyndte at volde problemer. Smerter blev hverdag. Ingen vidste rigtig, hvor smerterne kom fra. Måske var det skruerne inde i benet, måske begyndte knoglerne at smuldre. Men undersøgelserne viste ikke en klar årsag. Nogle dage kunne han gå, andre dage kunne han slet ikke. Han blev sygemeldt fra sit studiejob.
Han blev ved med at presse på. Og så ombestemte lægerne sig.
De bortopererede til lige under knæet, og til sidst stod Mads Brix Baulund i februar 2020 tilbage med en benstump på 12,5 centimer under knæet og et håb om at finde en løbeprotese, der kunne passe.
Der var jeg jo
Mads Brix Baulund fik kontakt til en mand, der selv var amputeret, og som udviklede løbeproteser. Fordi manden netop var begyndt at producere proteserne og manglede testere, kunne Mads undgå den store egenbetaling – ofte over 100.000 kroner – som der er på den slags proteser.
Med testprotesen løb man på en lille "forfod" i stedet for en hel fod. Og det gjorde en forskel i Mads' tilfælde.
Løbeprotesen var faktisk god. Ikke perfekt. Stadig lidt stor og tung.
- Men jeg kunne mærke med det samme: Det her kan noget.
Han gik derfra med en smule håb. Lidt solskin.
Og så skete der noget, som han selv i dag har svært ved at finde ord for. Han sad alene i metroen på vej hjem fra Amager Fælled og kiggede på de billeder, der var blevet taget derude den dag.
- Da jeg så det her billede, skiftede noget inde i mig.
Billedet var af Mads Brix Baulund i sit sportstøj og med løbeprotesen på.
- Det var egentlig ikke noget særligt. Det er bare mig på en fucking parkeringsplads. Men jeg havde forestillet mig mig selv med en løbeprotese så lang tid, siger han og fortsætter:
- Jeg havde nok haft et billede for mit indre blik, så da jeg så det her billede, tænkte jeg: "Der var jeg jo. Det er den rigtige mig. Jeg er ikke den, der ikke gider træne. Jeg er den person på det her billede".
Det gav ham lysten til at dyrke sport igen. Det var kæmpestort. Han fandt sig selv igen.
Mads Brix Baulund beskriver det som det fatamorgana, som han havde søgt efter.
- Jeg havde kæmpet for at nå derhen, og pludselig så var jeg der.
I månederne efter udviklede manden bag protesen, Lasse Madsen, nyere, lettere og bedre versioner, og for hver gang blev Mads Brix Baulunds løbeoplevelse bedre og bedre. I dag kan han løbe flere kilometer i streg.
Fremtiden
Mandag 29. maj er første gang, at Mads Brix Baulund vil forsøge sig med en distance på fem kilometer til et rigtigt løb, når han løber i Royal Run.
Han er overbevist om, at han med sin løbeprotese kan klare det. Bliver tiden dårlig, er næste mål at få en bedre tid. Bliver tiden god, vil han stile mod syv kilometer næste gang.
Og så er der drømmen om et maraton. Inden sin amputation havde han løbet ét maraton, men han er samtidig opmærksom på, at det ikke skal gøres for enhver pris.
Han er lykkelig for det, han har fået igen. Et klart billede af sig selv som den sportsmand, han altid har vidst, at han var.