Sådan kommer skoledagen til at se ud fra på mandag

Både skoler og forældre føler sig mere parate til skolestart end sidste forår, men der mangler fortsat justeringer og klare svar.

Mandag kom regeringen med gode nyheder til børn i 0. til 4. klasse. De skal i skole igen 8. februar som det første led i genåbning nummer to under coronapandemien.

Både 0. til 4. klasse, skolefritidsordninger og klubtilbud er omfattet af genåbningen. Og selvom de konkrete detaljer fortsat er uklare dagen derpå, så er visse konkrete tiltag allerede på plads.

TV 2 har set nærmere på, hvilken hverdag der venter børn og lærere, når de som de første vender tilbage til en mere normal hverdag under epidemiens anden bølge i Danmark.

Klasser skal isoleres

Ved genåbningen må de mindste elever kun være sammen med deres egen klasse både i timerne og frikvartererne. Det slog børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) fast under mandagens pressemøde.

Genåbning af 0.-4. klasse

Der er ingen afstandskrav, og børnene må derfor gerne kramme og lege, men det er afgørende, at de ikke er sammen med eleverne fra andre klasser - heller ikke på fællesarealer, hvor de skal holde afstand til andre klasser.

- Børn kan ikke holde afstand ligesom voksne på en arbejdsplads. Derfor er reglerne for, hvem de må være sammen med hårdere, lød det fra ministeren.

Samtidig skal lærerne kun gå til undervisning og ikke holde fysiske møder på lærerværelserne, lyder det fra børne- og undervisningsministeren.

Ingen afstandskrav i klasseværelset

Det er blandt andet tilfældet på Korup Skole i Odense, hvor skoleleder Simon Hempel-Jørgensen glæder sig til at byde børnene velkommen tilbage.

Men inden da skal skolen have bemandet vagtplanen og lave et nødskema, så klasserne forbliver isoleret, og årgangene ikke bliver blandet på tværs.

På Korup Skole har de fleste klasseværelser en separat indgang og eget toilet, og derfor bliver den konkrete adskillelse af klasserne nemmere at overholde, fortæller afdelingslederen for børnemiljøet på skolen, Anne Gantzhorn.

- De kan være meget i klassen uden at blive blandet med andre, for de møder direkte ind i klasseværelset og kan vaske hænder på toilettet, så vi undgår forsamlinger på vores tætte arealer, siger hun.

I klassen gør afstandskravet sig denne gang ikke gældende, og derfor behøver skolen ikke opdele eleverne eller skaffe ekstra lærerbemanding.

- De kan være sammen som klasse og med deres faste lærere. Det gør en kæmpe forskel, siger hun.

Model for test og krav om mundbind

Der bliver indført krav om brug af mundbind eller visir for forældre og andre besøgende i daginstitutioner, skoler og i SFO'en, hvis de befinder sig indenfor på institutionen, skolen eller SFO'en. Hvis forældrene ikke bærer mundbind eller visir, skal de aflevere børnene udenfor, lød det på mandagens pressemøde.

Desuden arbejder myndighederne på en testmodel for lærere og pædagoger.

For Korup Skole er det endnu uafklaret, hvordan test af lærere skal ske, men nyheden, om at lærere skal tilbydes test to gange om ugen, bydes velkommen.

- Vi ser helst, at forældrene afleverer børnene udenfor, hvis de overhovedet skal komme på skolen. Vi beder dem også om at tage mundbind på, siger Simon Hempel-Jørgensen til TV 2.

 
 
Foto: TV 2

Retningslinjer på vej

Til TV 2 oplyser Børne- og Undervisningsministeriet, at flere konkrete retningslinjer er på vej.

- Børne- og Undervisningsministeriet vil snarest muligt gå i dialog med sektorpartnerskaberne om genåbningen og offentliggøre justerede retningslinjer og spørgsmål/svar på baggrund heraf. Retningslinjerne for de elever i 5. til 10. klasse, der er undtaget fra nedlukningen, vil også blive justeret, skriver ministeriet.

I København synes Malthe Rasmussen, at det er "rigtig fedt", at han skal tilbage til klassekammeraterne på Blågårds Skole fra på mandag, mens mor Nadja Rasmussen har lidt mere blandede følelser.

- Jeg blev lettet til at starte med, for det gør vores hverdag meget nemmere. Samtidig er jeg også bekymret: Hvorfor lige nu, hvad med smitten? Men man er også nødt til at starte med at åbne igen, siger hun.

Oversigt

    Oversigt