Regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) og Dansk Folkeparti blev fredag enige om, at en ny fjerde akutlæge-helikopter skal have base ved Saltum i den nordlige del af Jammerbugt Kommune.
Det fremgår desuden af aftaleteksten, at de tre andre helikoptere fortsat skal have base i Ringsted, Skive og Billund, selvom det har været et ønske fra Danske Regioner, at helikopteren i Billund skulle flyttes til Assens på Fyn.
Baserne i Billund, Skive og Ringsted fastholdes for at se erfaringerne med den fjerde akutlæge-helikopter. Før der træffes beslutning om en eventuel flytning af de tre nuværende helikopterbaser, ønsker regeringen og Dansk Folkeparti at se, hvordan de fire helikoptere samlet set giver en god dækning af de områder af landet, hvor der er lang afstand til nærmeste traumecenter.
Akutlæge-helikoptere, som kan bringe en læge ud og hurtigt bringe patienten til et højt specialiseret behandlingssted, er et vigtigt supplement til det øvrige præhospitale beredskab. Derfor blev der med finanslovs-aftalen for 2018 afsat 45 millioner kroner årligt fra 2019 og frem til en fjerde akutlægehelikopter, der skulle have base i den nordlige del af Danmark.
De nuværende tre helikoptere var på vingerne mere end 3.500 gange i henholdsvis 2016 og 2017. I de første fire måneder af 2018 har der været en yderligere aktivitetsstigning på 20 procent.
Der er derfor ifølge regeringen og Dansk Folkepartis vurdering behov for, at den fjerde akutlægehelikopter kan aflaste de eksisterende tre helikoptere, så de i større omfang kan betjene det vestlige og sydlige Jylland og Fyn.