Pensioneret landbetjent: - Vi har haft svært ved at få politiet til at komme

Nørre Aaby føler sig ladt i stikken af politiet. To folketingskandidater har besøgt den vestfynske by, som efterlyser et politi med lokalkendskab og kræfter til at rykke ud - også udenfor Odense.

Det er efterhånden 12 år siden, at de daværende regeringspartier - Venstre og Konservative - sammen med Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, De Radikale og SF vedtog den hidtil største og mest gennemgribende reform af dansk politi i nyere tid.

quote Vi har oplevet, at vi har ringet efter politiet, hvor de desværre ikke har kunnet komme, fordi der var mord i Svendborg og problemer i Vollsmose

John Jørgensen, Formand for lokaludvalget, Nørre Aaby

54 politikredse blev med politireformen reduceret til 12, som samtidig fik til opgave, at opprioritere det lokale og det forebyggende politiarbejde.

Men hvad er så gået galt - og hvad kan der gøres for at genskabe det tilliden til det nære politi?

Folketingskandidaterne Mark Grossmann (V) og Eva Jørgensen (DF) besøger nu Nørre Aaby, hvor blandt andet biblioteket har været ramt af hærværk.

John Jørgensen er formand for lokalrådet i Nørre Aaby. Her mærker man tydeligt, at der er blevet længere til politiet, og at politiets lokalkendskab er svækket.

- Revurdér fordelingen af politistationer

Netop de lukkede lokalstationer er en af årsagerne til, at man i Nørre Aaby har en oplevelse af, at politireformen har slået fejl.

"Velkommen til virkeligheden"

- Jeg synes, at man skal prøve at revurdere, hvordan man har fordelt politistationer. Vi har jo mistet Middelfart politistation som det første, men det næste er så også, at vi har mistet vores landbetjent, siger John Jørgensen, der er formand for byens lokaludvalg, i en videohilsen til politikerne forud for deres besøg.

Der har ifølge John Jørgensen flere gange har været ballade i Nørre Aaby, hvor man forgæves har forsøgt at tilkalde politiet.

- Vi har meget svært ved, når vi har brug for det akut, at få fat i politiet. Det har vi mærket nogen gange i Tusindårslegeparken, hvor der har været for mange unge mennesker, som ikke har villet rette sig efter vores anvisninger. Vi har oplevet, at vi har ringet efter politiet, hvor de desværre ikke har kunnet komme, fordi der var mord i Svendborg og problemer i Vollsmose, siger John Jørgensen.

Reform skulle styrke lokalpolitiet

Tankerne bag politireformen var blandt andet, at man ville styrke og udvikle politiets evne til at løse opgaver i overensstemmelse med fremtidens krav - og i køreplanen for reformen hed det blandt andet:

"Et helt centralt led i politireformen er, at politiets kontakt og samarbejde med lokalsamfundet videreføres og styrkes. Dette skal bl.a. ske gennem et stærkt lokalpoliti, som varetager en stor del af de politiopgaver, der indebærer umiddelbar kontakt mellem borgerne og politiet"

Omstruktureringerne medførte dog lukning af lokale politistationer i bl.a. Assens, Nyborg og Middelfart, så der i dag kun er politistationer i Odense, Vollsmose og Svendborg.

quote En situation som den her, det kan jeg godt med sikkerhed sige, den var aldrig kommet så vidt, for så kunne man have grebet ind til de pågældende og taget en kammeratlig snak med dem, der var de værste

Thue Christensen, tidligere landbetjent i Nørre Aaby

Tidligere landbetjent: - Det var aldrig kommet så vidt

En beslutning som den dag i dag stadig undrer den nu pensionerede landbetjent i Nørre Aaby, Thue Christensen.

- Det, der skete i 2015/16, var jo, at det gik virkelig hårdt ud over de lokale stationer, der blev lukket. Men hvis vi kaster blikket over på den anden side af bæltet - over til Sydøstjyllands Politi - de har været igennem samme ændring, men den er udmøntet helt anderledes, siger han.

- Den der omorganisering (af dansk politi, red.) er udmøntet meget forskelligt og det synes jeg er rigtig ærgerligt og det opfordrer jeg da jer til som politikere at få sat det på dagsordenen, lyder det fra tidligere landbetjent, Thue Christensen.

Han er overbevist om, at den ballade, der på det seneste har været i Nørre Aaby, aldrig var eskaleret på samme måde, hvis det lokale politi stadig havde eksisteret. 

- Jeg gik på pension her for fire år siden. Vi havde et tæt samarbejde med skolen og politiet, og i det regi kunne man jo foretage nogen informationer på tværs, og det vil sige, at sådan en situation som den her - det kan jeg godt med sikkerhed sige - at den var aldrig kommet så vidt, for så kunne man have grebet ind til de pågældende og taget en kammeratlig snak med dem, der var de værste og forklare dem, at nu hører det her op, lyder det fra Thue Christensen. 

DF: - Man kunne godt lave nogle flere lokalpolitistationer

I Nørre Aaby står ønsket om mere politi med lokalkendskab og kræfter til at rykke ud derfor virkelig højt på dagsordenen. Men Mark Grossmann (V), der selv til daglig arbejder som politiassistent i Vollsmose, er ikke overbevist om, at det er den rigtige vej at gå.

- Det er ikke bare et spørgsmål om at placere en nærstation eller få flere betjente. Det er et spørgsmål om hvordan du får arbejdet til at fungere, om du er synlig nok og om du gør tingene rigtigt, siger han. 

Men de synes jo ikke politiet er synligt nok i Nørre Aaby ...

- Jeg forstår dem jo godt. De har arbejdet i det miljø i rigtig mange år - det har jeg sådan set også - men rent politisk skal det jo give mening og der skal være nogen politiske retninger, hvor økonomien også følger med, lyder det fra Mark Grossmann (V). 

quote Når der er en stor politistation inde midt i odense, hvor der sidder rigtig meget politi, så tænker jeg, at man godt kunne lave nogle flere lokalpolitistationer

Eva Jørgensen, folketingskanddiat, Dansk Folkeparti

Dansk Folkepartis nye folketingskandidat i Svendborgkredsen, Eva Jørgensen, er mere åben for at se på muligheden for mere lokalpoliti.  

- Systemet er til for borgerne og ikke omvendt. Når der er en stor politistation inde midt i Odense, hvor der sidder rigtig meget politi, så tænker jeg, at man godt kunne lave nogle flere lokalpolitistationer, siger Eva Jørgensen (DF)

Vi hører, at det også er et spørgsmål om økonomi. Er I villige til at betale?

- Dansk Folkeparti arbejder jo netop for, at vi skal have styrket det lokale politi, så det er jeg sikker på, at der må findes nogle penge til, siger Eva Jørgensen (DF). 

I Nørre Aaby har de et helt konkret problem: De synes ikke, at de kan komme i kontakt med politiet ... 

- Og det er jo dét, vi skal tage med tilbage, lyder det fra Mark Grossmann. 

- Det er et spørgsmål om at omprioritere og lave nogle omprioteringer i politiet. Det kan jo ikke være rigtigt, at når man så griber til, at nu må vi ringe til politiet, så får man at vide, at de ikke kan kommeslutter Eva Jørgensen. 

Eva Jørgensen (DF) og Mark Grossmann (Venstre) besøger Nørre Aaby. Byens pensionerede landbetjent Thue Christensen efterlyser sammen med lokaludvalgsformand John Jørgensen mere nærpoliti i denne omgang af "Velkommen til Virkeligheden". 

 

Oversigt

    Oversigt