Eneste kommune uden corona: Ærø har ingen nye tilfælde

Som den eneste kommune i landet har Ærø ikke haft en eneste ny coronasmittet i den seneste uge. Siden pandemiens begyndelse ar der kun været 16 smittetilfælde på øen.

Coronapandemien har lukket skoler og restauranter, indendørs sports- og kulturliv er for en tid ophørt med at eksistere og samtlige kommuner i landet er blevet genstand for nye restriktioner.

Men der findes et sted på dansk grund uden coronasmitte. Nemlig Ærø Kommune.

I mere end en uge har kommunen som den eneste ikke haft så meget som et enkelt nyt smittetilfælde, og siden virussen kom til Danmark i begyndelsen af året, har der kun været 16 smittede i alt. 

Derfor har tilværelsen på øen på nogle punkter været anderledes end mange andre steder i landet.

TV 2 Fyn tog til Ærø for at finde ud af, hvordan det har været at bo på den smittefri ø under pandemien, inden kommunen fra 16. december skal følge nye landsdækkende restriktioner. 

Ingen elever har været sendt hjem

På øens folkeskole, Marstal Skole, møder vi skoleleder Karsten Solberg. I modsætning til mange andre skoleledere har han ikke på noget tidspunkt under coronapandemien været nødt til at sende sine elever hjem.

- Det er jeg utrolig glad for. Det gør jo helt klart hverdagen lettere, at vi ikke har skullet sende nogen elever hjem, og at der ikke er smitte på øen generelt, siger han. 

quote Der er selvfølgelig lige nogle, der skulle have forklaret reglerne et par gange

Karsten Solberg, skoleleder på Marstal Skolen

Alligevel er hverdagen på skolen ikke helt, som den var inden coronasmitten kom til Danmark. Trods ingen eller lav smitte har den også stået på opdelte pauser, afstand og god hygiejne. 

Det er en speciel situation, men skolelederen synes, at det alt i alt er gået ganske fornuftigt. 

- Der er selvfølgelig lige nogle, der skulle have forklaret reglerne et par gange, men eleverne har været rigtig gode, og det har personalet også været til at håndtere det, siger han. 

På den måde tror Karsten Solberg ikke, at det har været så meget anderledes på Ærø, selvom smitten har været stort set ikkeeksisterende. 

Præsten 

Agnes Haugaard har været præst på Ærø i 24 år. Hun tror, at det lille øsamfund er ideelt til at holde coronavirussen væk.

- Jeg tror, at muligheden for at holde sig isoleret og på afstand af andre mennesker er meget, meget større på Ærø, siger hun. 

Derudover er det også præstens opfattelse, at beboerne overholder restriktionerne. Hun er derfor optimistisk, når det kommer til fremtiden.

- Folk er så ansvarlige, at vi godt kan klare den her jul 2020. Så er det den jul, vi husker, siger Agnes Haugaard.

Oversigt

    Oversigt