Hun inspirerer til at arbejde mindre: Maj Mys manifest giver socialdemokraterne røde knopper

Maj My Humaidans fortælling om at sætte tempoet ned og hjemmeskole sine børn bruges af topsocialdemokrater til at advare andre mod at gøre det samme, så velfærdsstaten kan overleve.

For et halvt år siden udkom hendes bog "Ærø Manifestet".

Lige siden har det været svært at komme udenom forfatteren Maj My Humaidan, så snart  talen falder på at stå af hamsterhjulet, arbejde mindre og få mere tid til familien.

Fredag i sidste uge var hun således i en intens tv-debat med udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek. Det møde vender vi tilbage til. 

TV 2 Fyn sætter i denne uge fokus på forholdet mellem arbejds- og familieliv. I en Megafon-måling foretaget for TV 2 Fyn svarer mere end hver tredje, at de synes, de arbejder for meget. Kun syv procent svarer, at de gerne vil arbejde mere. 

- Min bog har på kort tid skabt debat som ringe i vandet, ligesom jeg håbede at den ville, siger Maj My Humaidan, da TV 2 Fyn møder hende en oktoberdag i familiens hus ude på landet mellem Ærøskøbing og Søby.

Den 41-årige forfatter, journalist og blogger mener, at "Ærø Manifestet" er en del af en ny bevægelse:

- Der er hos mange danskere en tiltagende fornemmelse af, at der noget der ikke stemmer overens med den måde, vi har indrettet vores samfund på. Og også den måde, som vores politikere italesætter vores udfordringer og vores nødvendigheder på. Det er ligesom kørt af sporet, siger Mai My Humaidan.

Tid er vores vigtigste resource 

På hendes blog, på Facebook og på Instagram har hendes følgere gennem årene kunnet læse om hendes tanker og oplevelser, siden hun i 2015 sammen med sin mand og fire børn valgte at sætte tempoet ned og bosætte sig på Ærø.

- Vi valgte at gribe det nu, som vi havde med børnene og som jo aldrig kommer tilbage. Opmærksomhed og tid er vores vigtigste resource og man skal mærke efter, hvad man ønsker at bruge sin tid på, fortæller Maj My Humaidan.

Så hun sagde farvel til bylivet, fuldtidsjobbet og daginstitutionerne og god dag til en periode med både hjemmepasning og hjemmeskoling.

Derfor sætter vi fokus på fynboernes arbejdstid

- Det mente jeg var det bedste. De børn, jeg sender ud i verden har alt andet lige haft en god opvækst, hvor der er nogen, der har taget ansvar.

I dag er hendes dagbogslignende fortællinger i "Ærø Manifestet" blevet en bestseller og kommet i femte oplag.  Du kan se videoen fra TV2 Fyns besøg hos forfatteren nederst i denne artikel. Her læser hun uddrag fra sin bog.

Men Ærø-forfatterens opfordring til at mærke efter og vælge det arbejds- og familieliv, man selv ønsker, har fået flere socialdemokrater op i det røde felt. De kritiserer hende for at ikke at bidrage nok med skattekroner til velfærdssamfundet.

Socialdemokrater tordner mod Ærøforfatteren  

I sin helt nye bog "Arbejdets land" omtaler udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) således Maj My Humaidan og hendes meningsfæller for velfærdssamfundets gratister.  

"De almindelige, pligtopfyldende fynboer må altså nu også bære den dobbelte byrde, det er både at lægge øre til idealisternes evangelium om en mere ophøjet livsform og samtidig skulle arbejde hårdere for at lappe det hul, som velfærdssamfundets gratister efterlader."

Her når forfatter Mai My Humaidan lige at give udlændige-og integrationsminister Kaare Dybvad Bek en overhaling efter hans beskrivelse af hende i sin bog "Arbejdets land."


Kaare Dybvads Beks betegnelse af Mai My Humaidan resulterede fredag morgen i en ophidset afslutning på en tv-debat mellem de to om danskernes arbejdsmoral. Da debatten i Go' morgen på TV 2 skulle slutte, lød det fra Maj My Humadan:

 - Helt ærligt, hvor er det vildt, det, du skriver om mig. Hvor er det en vild udskamning af et enkelt menneske. Af en borger. Som minister. Er du sinds...

Mere nåede seerne ikke at høre før afslutningsmusik og tekster rullede over skærmen.

quote "Helt ærligt, hvor er det vildt, det du skriver om mig. Hvor er det en vild udskamning."

Maj My Humaidan, forfatter, Ærø Manifestet


Før Kaare Dybvad Bek var det den fynske partikammerat og medlem af folketinget, Bjørn Brandenborg, som blev så provokeret af Maj My Humaidan, at han skrev en kronik i Fyns Amts Avis, hvor han kritiserede hende for at "koble sig selv og sin familie af, samtidig med at hun forventer at resten af samfundet gør det modsatte".  

Den socialdemokratiske bredside mod dem, der ønsker at skrue ned for arbejdet, kommer i forlængelse af statsminister Mette Frederiksens (S) opsang i september om, at "alle der kan arbejde, skal arbejde. Ellers holder velfærdssamfundet ikke."

Men også Mette Frederiksen får svar på tiltale fra Mai My Humaidan: 

- Jeg køber virkelig ikke den der med, at vi ikke arbejder, det vi kan. Fortællingen om at vi alle sammen skal yde maksimalt ud fra en barre, som Mette Frederiksen har sat og som beskriver sig selv som en arbejdshest og nærmest angst for fritid - det tåler de færreste af os trods alt.

Socialdemokraternes kritik af danskere, der vælger at arbejde mindre og dermed bidrager med færre skatteindtægter gør Maj My Humaidan vred.

- Jeg er overbevist om, at der er så mange andre værdier end skattekroner, som vi bidrager med menneskeligt, blandt andet når vi tager vare på vores nærmeste, lyder det fra forfatteren. 

Men har velfærdssamfundet råd til, at man sådan mærker efter, skruer ned for tempoet og tager sig af familien?  

- Har velfærdssamfundet råd til at lade være? Tredive procent af alle danskere beskrives som værende i en tilstand med høj grad af stress. Vores børn og unge har skolevægring, angst  og depressioner. Jeg tror ikke, vi har råd til at fortsætte i det tempo, som vi har nu. 

Bjørn Brandenborg (S) mener ikke at Danmark kan løse hverken trivselskriser eller andre kriser ved at færre bidrager med deres  fulde arbejdskraft. 

-Når man gerne vil arbejde mindre og have bedre tid til at realisere sig selv og til at blogge  eller at være frivillig i en forening eller lave opslag på Instagram, som Mai My gør,  så er man også nødt til at forholde sig til de andre balancer. Hvad  det  betyder for vores velfærdssamfund. Nemlig at der så er nogle andre, der skal løfte byrden, siger Bjørn Brandenborg.

 TV 2 Fyn ville gerne have lavet en debat mellem Ærø-forfatteren og det fynske socialdemokratiske folketingsmedlem Bjørn Brandenborg om konsekvenserne, hvis flere fremover vælger at gå ned i arbejdstid. Men Maj My Humaidan har ikke ønsket møde Bjørn Brandenborg.

I videoen herunder kan du møde forfatteren bag ”Ærø Manifestet”.

Foto og redigering : Flemming Ellegaard

 

 

Oversigt

    Oversigt