Kommunal chef tiltalt for bestikkelse

Anklagemyndigheden i Svendborg hævder, at chefen for Borgerservice og vielseskontoret i Ærø Kommune har fået 13.900 kroner gennem fem år.

Chefen for Borgerservice og vielseskontoret i Ærø Kommune sad tirsdag på anklagebænken i Retten i Svendborg.

Hun er tiltalt for at modtage bestikkelse. På fem år fik hun 13.900 kroner, hævder anklagemyndigheden.

Pengene kom fra ægteskabsbureauet Weltweit-Heiraten. Det havde indtil 2018 et samarbejde med kommunen, som gav udenlandske par mulighed for at blive gift på Ærø.

Det var chefen for Weltweit-Heiraten, Bernd Böttcher, selv, der mødte op på vielseskontoret. Her afleverede han beløb på 200 euro eller 500 euro til personalets julefrokost.

- Man kan ikke afvise, at han gør det for at holde sig på god fod med vielseskontoret, sagde anklager Jakob Thaarup.

Oversigt

    Oversigt