Afstemning: Sæt krydset rigtigt

Torsdag klokken 9 gik afstemningen om retsforbeholdet i gang landet over. Men for at være sikker på, at ens kryds bliver talt med, så er der en række regler, der skal følges.

Et kryds med guldtusch, en smiley på stemmesedlen eller en ødelagt stemmeseddel. Det kan gøre, at din stemme ved folkeafstemningen ikke bliver talt med i valgresultatet, fordi stemmesedlen dermed er ugyldig, oplyser valgkonsulent Christine Boeskov på Social og Indenrigsministeriets hjemmeside.

Ved dagens afstemning skal der sættes et kryds - og kun et kryds - ved enten ja eller nej på stemmesedlen.

- Du er velkommen til at bruge din egen kuglepen, men ellers har vi forsynet alle stemmebokse med en rød blyant, fortæller Lise Merrild, chefkonsulent, jurist og ansvarlig for valgafviklingen i Odense Kommune.

Hvis der på en stemmesedlen er lavet en cirkel om ja eller nej eller der er tegnet eller skrevet andet på stemmesedlen, er den ugyldig.

Oversigt

    Oversigt