Ved maskine M812 arbejder Havkar Abdullah Osman. Siden november har han stået ved stålvalsen, hvor han har været i virksomhedspraktik hos Ib Andresen Industri.
- Det går nemmere nu, end da jeg startede. Jeg lærer mange nye ting, siger han.
Siden Irak har Havkar Abdullah Osman været tre år på asylcenter og derefter sprogskole.
- I to år har jeg fået opholdstilladelse. Så jeg har det meget godt lige nu, siger han.
Men det har ikke været nemt at få et job i Danmark. Det er her den fynske stålkoncern, Ib Andresen Industri, kommer ind i billedet.
- Vi har en stor udfordring (med at finde arbejdskraft, red). Vi søger på livet løs efter medarbejdere. Og der står en flok flygtninge, som rigtig gerne vil ud at arbejde, siger fabrikschef Thomas Haislund Agergaard.
De har lige nu ansat fire flygtninge fra Svendborg og Langeskov i virksomhedspraktik.
En gevinst for virksomheden
Ifølge tal fra Dansk Industri er der mangel på arbejdskraft i den danske industri, og på Fyn oplever hver tredje virksomhed at have stillinger, de ikke kan få besat.
Hos Ib Andresen Industri står de overfor et generationsskifte. Inden for de næste fem år kan 17 procent af arbejdsstyrken gå på efterløn eller pension. Det svarer til, at op mod 70 mand stopper på arbejdet. Det viser medarbejderdata fra virksomheden.
- Som virksomhed har vi et samfundsansvar i at tage nogle flygtninge ind. Og hvis vi kan få besat bare en lille del med nogle faste stillinger, så har det været en gevinst for os, siger fabrikschef Thomas Haislund Agergaard.
Jeg håber, at jeg bliver ansat i virksomheden
Ib Andresen Industri leverer forarbejdet stål til industrien i Danmark og Nordeuropa.
Lokale virksomheder skal på banen
Virksomhedspraktikken er et samarbejde med Svendborg og Kerteminde Kommune. Onsdag var de to kommuner på besøg for at evaluere de første fire flygtninges praktikforløb.
- Vi har en fornemmelse af, at vores kandidat er godt inde i arbejdsopgaverne, siger Shahrzad Niromand, som er socialrådgiver og jobkonsulent i Kerteminde Kommune.
- Ib Andresen er en stor virksomhed og kan tage imod mange borgere, siger Hamid Pedersen, der er mentor i integrationsafdelingen i Svendborg Kommune.
Men der er også udfordringer forbundet med at få flygtninge i virksomhedspraktik.
- Vi har borgere med anden etnisk baggrund, som ikke helt mestrer det danske sprog endnu. Men det er vores erfaring, at når de er ude på arbejdsmarkedet, så lærer de også det danske sprog hurtigere, siger Shahrzad Niromand.
Hun foreslår, at kommunerne udbyder sprogkurser, som er mere målrettet det danske arbejdsmarked. Et initiativ som de allerede er i gang med i Kerteminde. Jobkonsulenten håber , at andre lokale virksomheder kan blive inspireret af Ib Andresen Industri.
- Først og fremmest synes jeg, at det er vigtigt at få de lokale virksomheder på banen. Vi skal ikke glemme, at virksomhederne har en kæmpestor rolle i samarbejde med jobcentrene i forhold til at få borgerne ind på arbejdsmarkedet, siger Shahrzad Niromand.
Ja tak til job
Efter dagens møde på Ib Andresen Industri håber begge kommuner på, at samarbejdet med stål-virksomheden fortsætter.
- Vi håber, at borgeren bliver fastansat efter praktikforløbet. Og at vi har mulighed for at få flere borgere tilknyttet Ib Andresen, siger Shahrzad Niromand fra Jobcenter Kerteminde.
Havkar Abdullah Osman vil ikke sige nej, hvis han får tilbudt en stilling, når hans praktik snart slutter. Og for ham er jobbet ved stålvalsen det første skridt mod hans fremtidsdrømme i Danmark.
- Jeg håber, at jeg bliver ansat i virksomheden. Jeg vil gerne tage et kørekort, gifte mig, have en god lejlighed og få et bedre liv, siger han.
Og det kan du få ved at være her?
-Ja, siger Havkar Abdullah Osman.
Virksomhedspraktikkerne hos Ib Andresen Industri varer fire til otte uger.