Emilie Hansted Berning og Ingeborg Jespersen Pauls mødte hinanden på Københavs Universitet på naturressourcer-studiet med en fælles interesse for det regenerative landbrug.
Et par år senere er mødet blevet til et venskab, og interessen til en virksomhed, nemlig det nystartede mikromølleri Vild Hvede, hvor korn bliver malet til mel i stor stil, i Veflinge.
- Det er en drøm, vi udlever, siger en stolt Ingeborg Jespersen Pauls og bliver bakket op af kompagnonen:
- Det er noget, vi har arbejdet hårdt med i over et år. Så at stå i et færdigt mølleri, der er en manifistering af det arbejde, er næsten ubeskriveligt, smiler Emilie Hansted Berning.
Forbrugerne har finansieret
Mikromølleriet er et samarbejde mellem de to studiekammerater og landmanden Bjarne Schaldemose, som er gået sammen for at opbygge en økologisk og regenerativ kornproduktion i det nordvestfynske.
- Det er et felt, hvor vi føler, vi kan gøre en forskel og vise en ny vej for kornrproduktion i Danmark og sørge for, at det er menensker og ikke kun dyr, der er med til at spise kornet på markerne, forklarer Emilie Hansted Berning.
Mølleriet begyndte som en iværksætterdrøm og har været undervejs i et års tid. Pengene til startkapital er samlet ind gennem Coop Crowdfunding, hvor 139 forbrugere har støttet dem, så de fik råd til at købe en mølle til produktionen.
- Vi har kunnet starte en virksomhed uden at skulle låne i banken, og vi har kunnet teste en idé. Det er et lidt anderledes setup, og så viste sig, at vi kunne få det fondet relativt hurtigt, siger Emilie Hansted Berning.
Det første mål er at leve af det. Det andet er at påvirke så mange som muligt og få så mange som muligt til at gå op i fødevarer og natur
Store drømme
Kornet skal komme fra lokale landmænd for at blive malet på gården i Veflinge. Derefter er planen at sælge det som kvalitetsmel til forbrugerne.
Noget som landmanden Bjarne Schaldemose støtter op om.
- Jeg har altid haft en drøm om selv at kunne forarbejde kornet og sende melet ud til forbrugerne i stedet for at sælge kornet videre til større virksomheder, forklarer han.
Det glæder de to iværksættere og økologer at kunne se på deres lille kornmølle, hvor de forventer at kunne producere 40 tons mel om året.
- For mig er det en stor gave at komme til et sted, der er så idylisk og naturskønt som der er her og have en hverdag, hvor man er meget mere i kontakt med naturen og det produkt, man forarbejder. Det er en helhedsoplevelse, jeg ikke ville være foruden, smiler Emilie Hansted Berning.
De to møllere har ingen intentioner om, at de skal blive en stor fødevarevirksomhed, men drømmene er store.
- Det første mål er at leve af det. Det andet er at påvirke så mange som muligt og få så mange som muligt til at gå op i fødevarer og natur, siger Ingeborg Jespersen Pauls.