Dizzy Mizz Lizzy imponerede med rockklassikere og nye numre til langt ud på natten

Dizzy Mizz Lizzy sørgede for entusiastiske guitarriffs, sikre hits og nye numre i bandets anden optræden på Tinderbox.

“Waterline”, “Barbedwired Baby’s Dream” og “Silverflame”. Tinderbox-gæsterne i Tusindårsskoven blev ikke snydt for en sand hitparade natten til lørdag, hvor det danske rockband Dizzy Mizz Lizzy spillede ind til klokken 2.30 foran tusindvis af nattegæster på festivalpladsen.

Med Tim Christensen i spidsen leverede de danske rocklegender en blanding af bandets klassiske hits fra 1990’erne, men også en del sange fra deres seneste album, Forward in Reverse, der blev udgivet i 2016.

Aftenens højdepunkt blandt publikum var uden tvivl den episke rockballade "Silverflame", der er fra bandets debutalbum fra 1994. Rockklassikeren lukkede bandets sæt inden ekstranummeret  "I Would If I Could but I Can't". 

Forsanger og guitarist Tim Christensen tillod sig også at spille helt nyt materiale fra bandets kommende fjerde album, som først bliver udgivet til efteråret.  

Dybt professionelt

Dagen derpå er anmelderne tilfredse med koncerten. Fyens Stiftstidende giver koncerten fire ud af seks stjerner.

- Stramt, entusiastisk og dybt professionelt hamrer rå guitarriffs og Tim Christensens sprøde vokal direkte ind i mine øregange og mellemgulv. Det er indledningen til en koncert, der især byder på gamle kendinge. Det er jo det, vi vil have, skriver avisen.

Anmelderen undrer sig over, hvorfor Dizzy Mizz Lizzy ikke ventede med at spille på den fynske festival igen, indtil rockgruppen havde udgivet det nye album. Dizzy Mizz Lizzy spillede også i Tusindårsskoven i 2016. 

Brugeranmeldelserne på appen Tribute er også tilfredse med koncerten. Her scorer Dizzy Mizz Lizzy fire ud af fem stjerner. Hverken Gaffa eller Ekstra Bladet har i skrivende stund anmeldt nattens rockkoncert. 

 

Oversigt

    Oversigt