Fyns Politi har gjort status efter de tre dages Tinderbox-festival i Tusindårsskoven.
I alt 35 personer er blevet sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, og seks personer er sigtet for andre overtrædelse.
Se seks andre sigtelser drejer sig om en sag om vold, en beruset person, der forsøgte at køre en elbil på pladsen, to personer er sigtet for ikke at tale ordentligt til ordensmagten, og en er sigtet for at bære en ulovlig kniv.
- Set fra Fyns Politis side, har det været en relativ fredelig festival, når man tænker på, at 45.000 personer fester i tre dage, siger vagtchef Steen Nyland fra Fyns Politi.
- Selvfølgelig er 35 sager om besiddelse af euforiserende stoffer 35 for mange, men der har ikke været tale om sigtelser for salg, kun for besiddelse, fortæller vagtchef Steen Nyland.
Tinderbox vender tilbage næste år. Det bliver i dagene 27. til 29. juni 2019, og information om billetsalg, og de første hovednavne vil blive offentliggjort til efteråret.