Søndag aften blev skoleleder på Tåsingeskolen, Kasper Føns, af embedslægen informeret om, at en af skolens elever har fået konstateret meningitis.
Kasper Føns ønsker af hensyn til pigen og dennes familie ikke ikke at lade sig interviewe mandag morgen.
- Men jeg kan bekræfte, at en elev er syg af meningitis, og at vi har rundsendt embedslægens anbefalinger til elevernes forældre. I første omgang vil jeg ikke sige mere, siger han til TV 2/Fyn.
Den smittede pige går på 6. årgang på skolens Sundhøjafdeling. Skolen består i alt af tre afdelinger og har samlet et elevtal på 757.
Symptomer
Meningitis er betændelse i hinden omkring hjernen og rygmarven, og det er vigtigt at være opmærksom på symptomer, da sygdomen på få timer kan udvikle sig til at være livstruende.
De typiske og mest almindelige symptomer er nakkestivhed, hovedpine og småblødninger i huden. Disse symptomer optræder dog ikke hos alle meningitisramte og først ret sent. Derfor er det vigtigt også at være opmærksom på sygdommens øvrige tegn.
Foruden hovedpine, nakkestivhed og blødninger bør bleg hud, døsighed, hurtig vejrtrækning, feber og kolde hænder samt fødder, ledsmerter og en konfus patient også få pårørende til at reagere.
I september sidste år blev en 16-årig elev på Oure Efterskole smittet med meningitis. To øvrige elever blev indlagt til observation for meningitis, men var ikke smittet. I januar 2016 døde en elev fra Nyborg Efterskole, da han i juleferien blev smittet af meningitis.
Ifølge Landsforeningen Meningitis er sygdommen kun smitsom i 40 procent af tilfældene. Det gælder, hvis patienten er smittet med bakteriel meningitis, meningokokmeningitis.
Typisk vil man give forebyggende antibiotikabehandling til de personer, der har været allertættest på en patient med denne type meningitis.