Det fynske gartneri Nældebakken i Lumby bliver Danmarks nye centrum for produktion af medicinsk cannabis.
Det er godsejer Stig Gamborg fra Djursland og direktør Lars Thomassen med en fortid i reklamebranchen, der overtager Nældebakken Gartneri og investerer i nærheden af 100 millioner kroner i produktionen.
Samtlige medarbejdere hos Nældebakken får arbejde i den nye produktion, oplyser den hidtidige ejere af gartneriet, Jan Skjold Knudsen til TV 2/Fyn.
Det er nu hensigten den kommende tid at afvikle den eksisterende blomsterproduktion, siger Jan Skjold Knudsen.
Gartneriet Nældebakken
Med firmaet Danish Cannabis er der lagt op til en produktion af cannabis, der kan forsyne potentielt 65.000 kunder. Der er ingen, der ved, hvor stort det danske marked bliver.
Det er Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti, der sammen er blevet enige om en 4-årig forsøgsordning. Derefter afgøres det, om ordningen skal gøres permanent.
Det er meningen, at danske landmænd skal have lov til at dyrke cannabis i den fireårige periode.
Hampplanterne kan blive en god forretning, men kræver en høj grad af sikkerhed, oplyser initiativtagerne til TV 2.
- Der vil være værdier for 500 millioner til en milliard kroner, og fordi værdierne er så høje, så har man i Canada eksempelvis døgnbevogtning og betonvægge på 48 centimeter i bredden på alle sider på det lager, hvor dagens færdige produktion ligger, siger Lars Thomassen.
De sygdomme og symptomer, der i forsøgsordningen vil kunne behandles med medicinsk cannabis, er multipel sklerose, rygmarvsskade, kroniske smerter, hvor anden behandling ikke tåles, samt kvalme og opkastning efter kemoterapi.
Det vil være lægen, der har det sidste ord i forbindelse med recept-ordination.
Lægeforeningen er dog skeptisk over for den nye forsøgsordning.
- I stedet for at lade faglige kredse beslutte, hvilke behandlinger der skal være tilgængelige på baggrund af dokumenteret effekt og bivirkninger, er det nu Folketingets medlemmer, der har besluttet, hvilke produkter der kan udskrives af læger. Når man ignorerer fagligheden på den måde, sætter det læger i en svær faglig, juridisk og etisk situation. Det er problematisk for læger at skulle tage ansvar for noget, man ikke er sikker på, hvordan virker, siger foreningens formand Andreas Rudkjøbing til TV 2.