Fynsk gartner i rødt: Underskud hos Danmarks største tomatgartner

Bortfald af energitilskud og stigende varmepriser får væsentlig del af skylden for underskud på knap fem millioner kroner i 2018.

2018 blev et år lige til glemmebogen for Alfred Pedersen & Søn og ejerselskabet Green Food Holding.

Koncernen, der blandt andet sælger tomater til det svenske og danske marked, fik et underskud på knap fem millioner kroner i 2018, viser det netop offentliggjorte regnskab for koncernselskabet Green Food Holding.

Det er syv millioner kroner dårligere end regnskabet for 2017.

Det ringere resultat skal endda ses i lyset af, at bruttofortjenesten steg fra 86 til 101 millioner kroner.

Tre forhold skyld i nedslående resultat

Ifølge ledelsesberetningen skyldes det nedslående resultat primært tre forhold. 

Generel overproduktion af tomater i Europa på grund af den varme sommer gav lave priser - primært drevet af stor import til det danske marked.

Samtidig trak højere lønninger og stigende energi-omkostninger på gas og el resultatet i negativ retning.

Helt afgørende for årets underskud var dog en ekstraordinær engangsomkostning på otte millioner kroner, der vedrører tilbagebetaling af det såkaldte IKV-tilskud, som 30 store og mellemstore el-producerende virksomheder har modtaget i støtte via staten.

I september 2018 bad Energistyrelsen den fynske koncern om at tilbagebetale det tilskud, der har været udbetalt siden 2013.

Ordningen blev indført i forbindelse med energiaftalen 2012 for at fastholde produktionen af industriel kraftvarme i Danmark og indført for at kompensere for den forventede stigning i omkostninger ved produktion af elektricitet som følge af den øgede NOx-afgift og det øgede spænd mellem elprisen og naturgasprisen.

Ordningen blev statsstøtte-godkendt og trådte i kraft i 2015.  

Energistyrelsen har efterfølgende underkendt sin egen ordning, og kræver derfor tilbagebetaling, fremgår det af den fynske koncerns ledelsesberetning.

Koncernen er dog fortsat velpolstret med en egenkapital-formue på knap 83 millioner kroner.

Oversigt

    Oversigt