Indsats mod giftudledninger fra gartnerier langt fra målet: - Det er helt åbenlyst, at det ikke er godt nok

Giftudledningerne til naturen fra gartnerierne i Odense bliver næppe stoppet inden 2024, som det ellers var målsætningen, da gartneriindsatsen i slutningen af 2022 blev fordoblet. Den ansvarlige rådmand giver branchen skylden, mens gartnerierne mener, at Odense Kommune tolker loven forkert.

Selvom bemandingen i Odense Kommunes gartneriteam blev fordoblet i 2022, er det kun i meget begrænset omfang lykkedes at få godkendt miljøforholdene på byens omkring 100 gartnerier.

Af den seneste statusredegørelse fra gartneriteamet fremgår det, at kun tre gartnerier har fået godkendt alle deres miljøforhold. Dermed er det ikke lykkedes at få et eneste gartneri godkendt siden sidste redegørelse i september sidste år, hvor antallet af gartnerier, der havde fået godkendt deres miljøforhold, også var tre.

Den ansvarlige rådmand erkender nu, at det kan blive svært at indfri Odense Byråds målsætning fra december 2021, om at alle gartnerier skal være færdigbehandlet med udgangen af 2023.

- Hvis der er så få ud af så mange, der er lovliggjort på nuværende tidspunkt, så har det nok lidt sorte udsigter at tro, at en hel branche på få måneder når at indfri de mål, siger klima- og miljørådmand Tim Vermund (S).

Vanskelig dialog

Bemandingen i gartneriteamet blev i 2022 fordoblet fra 3,5 årsværk til syv årsværk efter, at Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn i løbet af efteråret 2021 havde sat fokus på, at gartnerierne trods flere års indsats fortsat udledte både lovlige og ulovlige pesticider til vandløb og naturen.

Men den kommunale oprustning har ifølge Odense Kommune ikke haft tilstrækkelig effekt. Samtidig med at kun tre gartnerier er godkendt, så viser vandmålinger fra tre vandløb, at der både sker langsom udsivning af pesticider og direkte udledninger af pesticider fra byens væksthuse.

Rådmand Tim Vermund (øverst) og gartneriformand Mikael Petersen (nederst) er helt uenige om, hvem der har ansvaret for gartneriernes giftudledning.
Rådmand Tim Vermund (øverst) og gartneriformand Mikael Petersen (nederst) er helt uenige om, hvem der har ansvaret for gartneriernes giftudledning.
Foto: Emma Lina Kruse Jensen

I statusredegørelsen fremgår det, at ”mange gartnerier fortsat ikke efterkommer kommunens håndhævelser” og at det er ”overordentlig vanskeligt at få iværksat en konstruktiv dialog med gartneren”.

- Det er helt åbenlyst, at det ikke er godt nok. Men vi kan kun gøre det, vi kan gøre som kommune. Nu er det op til branchen at overholde loven, og rette ind, der hvor det er nødvendigt, siger Tim Vermund.

- Kommune tolker forkert

I gartnerierhvervet er man heller ikke glad for, at arbejdet med at få godkendt miljøforholdene ikke er kommet videre.

Det fortæller Mikael Petersen, der er formand for interesseorganisationen Dansk Gartneri og selv ejer Gartneriet Gedeholm ved Bellinge.

- Tre ud af hundrede er jo ikke mange. Men jeg er sikker på, at der en hel del gartnerier, der er i gang, og at det er nogle småting, der hænger, og det håber jeg kommer på plads hurtigt, siger Mikael Petersen.

Han afviser dog kommunens kritik af, at det er branchen, der modarbejder kommunens gartneriteam.

- Det er et spørgsmål om miljølovgivningen, og vi har jo også haft en advokat til at tolke, og vi er jo ikke altid enige med Odense Kommune, siger Mikael Petersen.

- Det er jo en vejledning fra 2019, der skal tolkes på, og den tolker vi åbenbart ikke helt ens.

Men har fortolkningen fra kommunen ikke mere vægt end jeres. De er trods alt myndigheden?

- Jo, men igen hvis vores miljøadvokat siger, at der er ting, der ikke er tolket rigtigt fra Odense Kommunens side, så er vi også nødt til at gå ind der.

Og så kan I godt lade være med at rette jer efter det?

- Nej, selvfølgelig skal vi rette ind, men der skal også være rimelighed i det.

Otte politianmeldelser

Men ifølge Odense Kommune er det altså langt fra alle gartnerier, der retter ind. Derfor har kommunen foreløbig udstedt tre driftsforbud til gartnerier og i alt er otte gartnerier blevet meldt til politiet.

- Det har vi det meget dårligt med, og i gartnerkredse har man det også meget dårligt med det, siger formanden for Dansk Gartneri.

Indtil videre er det dog et åbent spørgsmål om politianmeldelserne har en effekt. Ifølge Odense Kommune er der endnu ikke rejst nogle sigtelser for overtrædelse af miljølovgivningen. Nogle er stadig under efterforskning, og i januar i år afsluttede Fyns Politi en miljøstraffesag mod et gartneri, som kommunen havde anmeldt – uden at rejse nogen sigtelser. 

Odense Kommune har nu klaget over politiets afgørelse. TV2 Fyn og Fyens Stiftstidende har fået afslag på aktindsigt i sagen.

Mikael Petersen mener, at politiets afslutning af den konkrete sag peger i retning af, at det store pres på gartnerierne er mere politisk end fagligt funderet.

- Det viser for mig, at nogle af sagerne virker meget tynde. Og måske er lidt politisk motiveret, lyder det fra Mikael Petersen.

Den udlægning afviser Karina Buch, der kontorchef i Vandhåndtering og Gartneri i Klima- og Miljøforvaltningen i Odense Kommune.

- Det er et alvorligt skridt at indgive en politianmeldelse. Derfor hviler den beslutning naturligvis på et særdeles grundigt forarbejde, hvor vi som myndighed først har afsøgt alle andre løsninger. Det er vores klare vurdering, at der er sket lovbrud, og det er vi forpligtet til at reagere på, siger hun.

Klima- og miljørådmanden bebuder da også, at både flere driftsforbud og flere politianmeldelser kan komme på tale, hvis ikke gartnerierne bliver bedre til at overholde miljølovgivningen.

- Vi har en natur, der lider, en fjord, der er ved dø og noget grundvand, vi skal beskytte. De interesser må naturligvis også veje meget tungt i forhold til, hvordan vi efterlader naturen til vores børn og børnebørn. Og det tror jeg også, at gartnerierne kan forstå, og rigtig mange vil gerne være med til at gøre det bedre, siger Tim Vermund.

Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn har tidligere afsløret, at Kemikalieinspektionen ved kontrolbesøg har fundet ulovlige kemikalier på gartnerierne. 

Oversigt

    Oversigt