Den tidligere fodboldspiller Ahmad Abdoh og det tidligere bestyrelsesmedlem og træner, Torben Bo Harder, beskyldte lørdag begge fodboldklubben B1909 for at snyde med kørselspenge.
Det får nu Odense Kommune til at undersøge klubben.
- I en sag som den her, hvor TV 2/Fyn har belyst, at der eventuelt er foregået nogle uregelmæssigheder, så kikker vi på, om der er nogle af de kommunale penge, der eventuelt er brugt til nogle uregelmæssigheder. Det er vi gået i gang med at undersøge, siger Martin Petersen, afdelingschef for Fritid og Kultur i By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune.
Et særligt bonussystem
Ahmad Abdoh fortæller til TV 2/Fyn, at klubben i 2014 havde en bonusordning, hvor spillerne fik 500 kroner for at være udtaget til en kamp. Spillerne fik så 500 kroner oveni for en sejr, og 100 kroner for en uafgjort. Men pengene blev udbetalt i form af fiktive kørselspenge.
- Vi blev aflønnet med kørselspenge. Vi skulle skrive et antal kilometer på, som om vi havde kørt fra A til B, at vi havde kørt fra Odense til Horsens for at se en kamp. Det skulle bare passe med bonusbeløbet, fortæller Ahmad Abdoh.
Fik brev fra Skat
Også det tidligere bestyrelsesmedlem og træner i B1909, Torben Bo Harder, har oplevet, hvordan klubben forsøger at snyde med kørselspenge.
I juli i år fik han et brev fra Skat, hvor de bad ham redegøre for 35.015 kroner, som han skulle have modtaget fra B1909 som skattefri godtgørelse i skatteåret 2015. Skat manglede dokumentation for beløbet.
- Jeg har aldrig modtaget godtgørelse fra B1909, og det gjorde jeg både Skat og klubben opmærksom på, fortæller Torben Bo Harder til TV 2/Fyn.
I løbet af efteråret er der flere kontakter mellem klubbens formand Torben Bo Harder, Skat og B1909, og Torben Bo Harder regner med, at sagen er kommet ud af verden.
Bliver bedt om at skrive under
Men juledag modtager Torben Bo Harder så en SMS fra formanden fra bestyrelsen i B1909, Jan Bramsen, der fortæller, at Torben Bo Harder skal underskrive nogle papirer, der vil blive lagt i hans postkasse.
Fredag aften finder Torben Bo Harder så to køresedler i sin postkasse, der beskriver en række køreture dateret i 2015.
- De steder, der er beskrevet i de bilag, der har jeg ikke befundet mig. Jeg har heller ikke været til de udekampe for B1909. Jeg har trænet serie 3-holdet, og der har jeg kørt til udekampe, men det har jeg ikke fået kørselsgodtgørelse for, fortæller Torben Bo Harder.
Han mener, at køresedlerne er konstruerede og opdigtet i et forsøg på at dække over sagen.
Han vælger, at beskrive sagen og fortælle om sin frustration på Facebook fredag aften.
Bekræfter der er en sag
TV 2/Fyn har derudover talt med flere medlemmer fra klubben, som bekræfter, at aflønningen foregik med fiktive kørselsafregninger. De har dog ikke ønsket at stå frem med navn.
Torben Bo Harder overvejet at melde sagen til politiet, hvis klubben ikke reagerer og får sagen ud af verden.
- Jeg er ked af sagen, det klæder ikke B1909, at vi skal have det her kedelige slagsmål, siger Torben Bo Harder.
Formand ved ikke, hvor papirerne kommer fra
Bestyrelsesformand Jan Bramsen ønsker ikke at medvirke i et tv-interview, men han bekræftede lørdag over for TV 2/Fyn, at det er ham, der har puttet et brev i Torben Bo Harders postkasse 2. juledag. Og at papirerne sandsynligvis omhandler kørselspapirer.
Men Jan Bramsen understregede lørdag over telefonen, at han ikke ved, hvor papirerne kommer fra. Og hvad der specifikt står i dem.
- To tidligere medlemmer fortæller os, at der er sket snyd. Hvordan forholder du dig til det?
- Så har de et problem, for det sker ikke. Skat har kigget på vores regnskaber fra 2013 til 2015, og de er begyndt på 2016. De har ikke givet nogen kritik af klubben, svarer Jan Bramsen.
- Kender du til de bilag, der ligger i postkassen hos Thomas Bo Harder og ved du, om de er ægte?
- Pas. Jeg har bare lagt noget i hans postkasse.
- Så du kender papirerne? Hvor kommer de fra?
- Det ved jeg ikke. Sikkert ovre fra klubben.
- Du ligger papirer i hans postkasse, som du ikke kender indholdet af?
- Jeg kender dem ikke. Jeg vil hjem fra ferie og kigge på sagen, og så skal vi have fat i en advokat.
Selvom Jan Bramsen ikke vil forholde sig til, hvor de fejlfyldte køresedler kommer fra, tager han alligevel kritikken af B1909 til sig.
- Alt, hvad der sker om B1909 har jeg et ansvar for. Jeg er formand, fortæller han.
Har ikke fundet uregelmæssigheder
Odense Kommune har løbende gennemført stikprøvekontrol med regnskaberne hos B1909, og der har hidtil ikke være uregelmæssigheder, fortæller Martin Petersen, afdelingschef for Fritid og Kultur i By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune.
- Vi har ikke grundlag for at vurdere, om der har været foregået noget uregelmæssigt trav i B1909. Det er klart, at deres økomomi ikke er jordens bedste, men det gælder mange klubber i landet, siger Martin Petersen.
Med den viden, som I har om sagen nu, hvordan vurderer I så, at den står?
- Som vi vurderer sagen, så er det en sag mellem B1909 og Skat. Vi har sådan set ikke nogen part i den sag. Men vi kikker nu på, om der er noget i de kommunale midler, der er blevet brugt på en måde, som de ikke skulle, siger Martin Petersen, afdelingschef for Fritid og Kultur i Odense Kommune.