Rod i budgettet: Formand indrømmer at have afleveret bilag med fejl

Formanden for B1909, Jan Bramsen, indrømmer lørdag, at det er ham, der har afleveret bilag til det tidligere bestyrelsesmedlem og træner, Torben Bo Harder. Han afviser dog at vide, hvor papirerne stammer fra.

Formanden for fodboldklubben B1909 fra Odense indrømmer lørdag, at det er ham, der har afleveret køresedler med fejl i det tidligere bestyrelsesmedlem Torben Bo Harders postkasse.

Det fortæller han over telefonen til TV 2/Fyn, da han bliver konfronteret med kritik fra Torben Bo Harder, der er tidligere bestyrelsesmedlem og træner i klubben. Både Torben Bo Harder og en tidligere spiller for B1909 anklager klubben for at snyde med kørepenge.

- To tidligere medlemmer fortæller os, at der er sket snyd. Hvordan forholder du dig til det?

- Så har de et problem, for det sker ikke. Skat har kigget på vores regnskaber fra 2013 til 2015, og de er begyndt på 2016. De har ikke givet nogen kritik af klubben, svarer Jan Bramsen.

Bliver bedt om at skrive under

En del af kritikken kommer fra tidligere bestyrelsesmedlem og træner Torben Bo Harder.

I juli måned modtager han et brev fra Skat, der beder ham redegøre for 35.015 kroner, som han skulle have modtaget fra B1909 som skattefri godtgørelse i skatteåret 2015. Skat manglede dokumentation for beløbet.

quote Alt, hvad der sker om B1909 har jeg et ansvar for. Jeg er formand.

Jan Bramsen, formand, B1909

- Jeg har aldrig modtaget godtgørelse fra B1909, og det gjorde jeg både Skat og klubben opmærksom på, fortæller Torben Bo Harder til TV 2/Fyn.

Men juledag modtager Torben Bo Harder så en SMS fra formanden fra bestyrelsen i B1909, Jan Bramsen, der fortæller, at Torben Bo Harder skal underskrive nogle papirer, der vil blive lagt i hans postkasse.

Da papirerne dukker op, viser det sig at være køresedler med ture, der ifølge Torben Bo Harder er konstruerede i et forsøg på at dække over fusk med kørselspenge.

Indrømmer at have afleveret papirerne i postkassen

- Kender du til de bilag, der ligger i postkassen og ved du, om de er ægte?

- Pas. Jeg har bare lagt noget i hans (Torben Bo Harders, red.) postkasse.

- Så du kender papirerne? Hvor kommer de fra?

- Det ved jeg ikke. Sikkert ovre fra klubben.

- Du ligger papirer i hans postkasse, som du ikke kender indholdet af?

- Jeg kender dem ikke. Jeg vil hjem fra ferie og kigge på sagen, og så skal vi have fat i en advokat. 

Jan Bramsen ærgrer sig til gengæld over, at Torben Bo Harder har valgt at udtrykke sin kritik af klubben offentligt på de sociale medier.

- Al kritikken fra Torben kommer på Facebook. Selv vores familier sviner han til. Kommunikationen er rigtig dårlig, uddyber Jan Bramsen.

Tager ansvaret for kritikken

Selvom Jan Bramsen ikke vil forholde sig til, hvor de fejlfyldte køresedler kommer fra, tager han alligevel kritikken af B1909 til sig.

- Alt, hvad der sker om B1909 har jeg et ansvar for. Jeg er formand, fortæller han.

- Der kører nogle skattesager, men jeg kan ikke udtale mig om personsager overfor pressen. Det kunne have været klaret så nemt som ingenting, hvis parterne var interesseret i at kommunikere.

- Men det har jo ikke noget at gøre med de falske papirer, som Torben Bo Harder har modtaget?

- Hvis det her var blevet løst for tre måneder siden, så havde der ikke været noget problem i dag, svarer Jan Bramsen.

 

Oversigt

    Oversigt