Axelsen smadrede ketcher i dyb frustration: - Jeg er bare et menneske
Den dobbelte OL-guldvinder Viktor Axelsen har aldrig lagt skjul på, at han har et voldsomt temperament og en stor vrede, der til tider skal ud af kroppen.
Det er igen kommet til udtryk i denne uge under Super 750-turneringen India Open, hvor Axelsen i den grad har kæmpet med fysiske skavanker, hvilket også har påvirket hans mentale tilstand.
Alligevel har den danske badmintonstjerne formået at spille sig hele vejen til finalen, hvor der søndag venter et møde med Lee Cheuk Yiu fra Hongkong.
- Selvom det kan lyde underligt for en som mig, der har været i så mange finaler, så er jeg virkelig stolt over at være nået til finalen. Jeg kommer til at give alt, slår Axelsen fast.
"Jeg er bare et menneske"
I lørdagens semifinale mod Jonatan Christie fra Indonesien måtte Axelsen også grave dybt i værktøjskassen og på ressourcekontoen, før sejren kom i hus efter tre sæt.
Det kostede blandt andet en advarsel fra dommeren, efter Axelsen mod afslutningen på første sæt knækkede sin ketcher med de bare næver.
- Ved du hvad, først og fremmest er jeg bare et menneske. Hvad du ser er, hvad du får. Jeg er ingen robot. Nogle gange koger mine følelser lidt over, men det er sådan, jeg er, siger Axelsen og tilføjer:
- Jeg er selvfølgelig ikke stolt af at smadre ketcheren, men jeg er ikke en maskine, og jeg kæmpede virkelig derinde i dag.
Ingen forberedelse
Også bentøjet måtte - ligesom i flere andre kampe tidligere i turneringen - acceptere at få et rap med ketcheren, når de ikke makkede ret.
- Christie er også en verdensklassemodstander. En virkelig god spiller. Jeg var virkelig frustreret, fordi jeg følte, at jeg spillede en god kamp, men pludselig faldt alt fra hinanden, mens Christie begyndte at spille bedre. Men på en eller anden måde - jeg ved ikke hvordan - formåede jeg at finde en vej tilbage. Så jeg er superstolt af mig selv.
Var din største udfordring mentalt eller fysisk?
- En smuk kombination. Helt sikkert mentalt. Også helt sikkert fysisk. Det skal ikke være nogen undskyldning, men jeg har haft tæt på ingen forberedelse før denne turnering, så det er langt over mine forventninger, at jeg nu er i finalen. Det var også derfor, at jeg fejrede sejren så meget, lyder det fra OL-guldvinderen.