450 ton beton faldt ned - men skrækkelig dødsulykke kunne være undgået
kopieret!
Dårlige svejsninger fik 450 ton beton til at kollapse på toppen af biogassiloen i Flemløse på Fyn.
Det fastslår Arbejdstilsynet, og det er forklaring, der nu understøttes af en af landets mest vidende svejseeksperter, nemlig Henrik Bang, der er ansat som svejseingeniør hos Force Technologiy.
Han har læst hele rapporten fra Arbejdstilsynet og mener, at ulykken helt kunne være undgået, hvis svejsningerne havde været udført korrekt.
Dårlig kvalitet
Ifølge Arbejdstilsynets observationer, der illustreres af tegninger i påbuddet til det tyske firma Formtec Spezialschalungs GmbH & Co var flere svejsninger mørke og anløbet og havde givet sig i den stålkonstruktion, der skulle bære støbeformen.
Desuden havde svejsesøm sluppet i selve samlingen, hedder det.
På den baggrund siger Henrik Bang, at de pågældende kantsøm i svejsningen ikke har været lavet i en ordentligt kvalitet
- Der er intet i vejen for at svejse kantsøm som følger svejsereglerne i Eurocode og EN 1090, som er fælleseuropæisk standard, men det skal gøres ordentligt. Skal standarden været helt i top kan man lave fuldt gennemsvejsede svejsesøm – særligt når der er tale om konstruktioner i høj risikoklasse. Her kan man kontrollere kvaliteten inde i svejsningen med eksempelvis ultralyd. Til gengæld er svejsningen formentlig 20-40 procent dyrere, siger Henrik Bang.
Svejsninger skal kvalitetssikres
Han mener dog, at pengene er givet godt ud, hvis det handler om, at ansatte ikke skal komme til skade ved deres arbejde.
- Derfor er det vigtigt, at svejsningerne kvalitetssikres, siger Henrik Bang.
Da jernkonstruktionerne er malede, går han ud fra, at de ikke er svejsede på stedet. Ifølge påbuddet til Formtec Spezialschalungs GmbH & Co tyder alt på, at Henrik Bang har ret.
Overfor Arbejdstilsynet har Formtec nemlig oplyst, at ”virksomheden ikke selv producerer de enkelte dele til støbeformskonstruktionen, men efter støbningen hjemtager den konkrete støbeformskonstruktion, når arbejdet er færdigt, hvorefter de enkelte dele bliver renset, tjekket for fejl mv., hvorefter de bliver genbrugt i en ny konstruktion.”
Tre døde og fire kom til skade ved ulykken i Flemløse.
Arbejdstilsynet overvejer fortsat om et eller flere firmaer skal politianmeldes.