Gård brænder: - Hold jer væk!
kopieret!
Politi og brandvæsen arbejder lige nu på at slukke en brand i en gård på Ørbækvej i Birkum sydøst for Odense.
Det oplyser vagtchef hos Fyns Politi Kenneth Taanquist til TV 2 Fyn.
- Af hensyn til slukningsindsatsen og folks sikkerhed beder vi nysgerrige om ikke at opsøge stedet, siger han og tilføjer, at røgen går lige op, men er svær at styre.
Vagtchefen oplyser, at der er tale om en halmoplagring på gårdens førstesal, der brænder. Der er altså ikke tale om en beboelsesejendom.
Svært slukningsarbejde
Gården er placeret mellem Tingkærskolen og ostefabrikken Birkum Ost.
Fyns Politi og Beredskab Fyn modtog anmeldelsen klokken 10.26 søndag og rykkede ud til gården, hvor der hurtigt kunne konstateres en kraftig røgudvikling fra førstesalen.
Politi og brandvæsnet har indtil nu begrænset branden, men ifølge vagtchefen er arbejdsbetingelserne vanskellige, eftersom ilden har godt fat i halmen.
- Lige nu skal vi begrænse skaden og stille og roligt få slukket ned, siger indsatsleder hos Beredskab Fyn Steen Jeppesen til TV 2 Fyn.
- Så selvom det ser voldsomt ud, så forventer vi egentlig, at det går, som vi gerne vil have det til at gå, lyder det videre.
Det vides endnu ikke, hvad der har forårsaget branden. Det skal brandtekniske undersøgelser forsøge at fastslå.
- Først skal branden slukkes, og så skal vi afhøre forskellige vidner, siger vagtchef Kenneth Taanquist. Det vides ikke, hvor lang tid slukningsarbejdet kommer til at tage.
Ingen personer eller dyr er kommet til skade i forbindelse med branden.
På grund af slukningsarbejdet er sydgående retning af Ørbækvej omkring gården spærret.
På grund af brand på gård i Birkum er Politi og Brand på stedet og foretager slukning. Branden er p.t. under kontrol. Ørbækvej igennem byen kan p.t. passeres med forsigtighed. Ingen tilskadekomst. Opsøg ikke stedet ! #politidk
— Fyns Politi (@FynsPoliti) January 19, 2025