Mens kontrollen halter: Gartneribranchen har i årevis støttet Venstre

Flere odenseanske gartnerier og brancheorganisationen Dansk Gartneri har i årevis støttet Venstres og Lilleholt-familiens valgkampagner med penge, gratis annoncer og blomster. Venstres rådmand og spidskandidat, Christoffer Lilleholt, afviser dog, at han i sin tid som rådmand har fået støtte fra gartnerierne - udover nogle gratis blomster.

Venstre har igennem mange år fået støtte til partiets valgkampagner fra gartnerierne og har i de samme år haft posten som rådmand for By- og Kulturforvaltningen, der har ansvaret for, at de samme gartnerier overholder loven og blandt andet stopper udledningen af giftige pesticider til naturen.

Netop den kontrolindsats er kommet under heftig beskydning, efter at Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn har kunnet afdække, at stort set samtlige omkring 100 gartnerier forsat ikke er miljøgodkendt, og at nærliggende vandløb stadig er påvirket af alt for store koncentrationer af pesticider, der efter al sandsynlighed kommer fra gartnerierne.

Ifølge rådmand og spidskandidat for Venstre, Christoffer Lilleholt, har Venstre dog kun modtaget støtte fra gartnerierne i form af nogle gratis blomster i den tid, hvor han har været rådmand.

- I min tid som rådmand har vi ikke fået støtte fra gartnerierhvervet udover støtte til nogle blomster til en værdi af 1.500 kroner, siger Christoffer Lilleholt, der i øvrigt henviser til formanden for Venstres kommuneforening i forhold til spørgsmål om partistøtte.

Her har Casper Christiansen været formand i de seneste to år. Han henviser også til, at Venstre i Odense i den periode kun har modtaget gratis blomster til en værdi af knap 1500 kroner og understreger i øvrigt, at partiforeningen overholder alle regler for partistøtte.

”Vi kommenterer ikke enkelt donationer, men vi kan generelt sige, at Venstre i Odense i min tid som formand ikke har modtaget økonomiske donationer fra gartnerierhvervet generelt. Én gang har Venstre modtaget blomster til en anslået værdi af 1.500 kroner”, skriver han i en e-mail.

Vi har også spurgt tidligere rådmand Jane Jegind, om hun vil fortælle, hvordan Venstre blev støttet af gartnerierne i forbindelse med de valg, hvor hun var spidskandidat, men hun har ikke nogen kommentarer.

Penge, blomster og betalte annoncer

Christoffer Lilleholts far, Lars Christian Lilleholt, har igennem hele sin politiske karriere gået i brechen for gartnerierne og var kort tid efter sin indsættelse som energi- og klimaminister en af de altafgørende kræfter bag afskaffelsen af den såkaldte PSO-afgift, der hvert år kostede gartnerierne adskillige millioner.

Men støtten går altså også den anden vej.

Igennem årevis har gartnerierne og brancheorganisationen således støttet Venstre og Lilleholt-familiens valgkampe, hvor de dels har støttet kampagnerne økonomisk og dels har betalt for annoncer og givet gratis blomster.

Forud for folketingsvalget i 2015 fortalte branchedirektør Torben Lippert til Fyens Stiftstidende, at Dansk Gartneri tidligere havde støttet Lars Christian Lilleholt med penge og blomster. Og året efter – i 2016 – udkom bogen ”Skjulte penge”, hvor Torben Lippert videre fortalte om, at samme Lilleholt havde haft mulighed for at få gratis annoncer på gartnertidende.dk.

Hos de store gartnerier PKM og Rosa Danica har ejerne også tidligere udtalt, at man har givet gratis blomster til Venstre og Lars Christian Lilleholt.

Og hos gartneriet Alfred Pedersen & Søn har ejer og direktør Mads Pedersen også fortalt, at man flere gange har støttet Lars Christian Lilleholt og et par andre politikere.

- Hvis de gør en kæmpe indsats, så vil vi gerne være med til at sikre, at de kan være heldige at blive genvalgt. Nogle gange er det bare et spørgsmål om at give til et reklamebureau eller et eller andet for at hjælpe med deres kampagne, sagde Mads Pedersen til forfatterne bag ”Skjulte penge”.

Blomstersponsorat

Partistøtteloven er skruet sådan sammen, at partierne kun har pligt til at oplyse afsenderen af bidrag på mere end 21.400 kroner. Resten kan holdes hemmeligt. Langt hen ad vejen bliver partistøtten til Venstre og mange andre partier således holdt skjult for offentligheden.

Og sådan er det også med støtten fra gartnerierne.

Indehaver af Rosa Danica Torben Moth Madsen vil dog gerne fortælle, at han støtter Venstre og andre partier, der varetager gartneriernes interesser.

”Jeg har gennem årene støttet flere forskellige partier i form af lidt blomster til deres valgkamp til enten folketing eller kommunalvalg. Vi støtter de partier, som vi kan se, varetager vores og vort erhvervs interesser - lokalt såvel som nationalt”, skriver Torben Moth Madsen i en e-mail, hvor han peger på, at Rosa Danica senest har sponsoreret blomster til en værdi af 1.296 kroner i forbindelse med åbningen af Venstres valgbutik, der også blev lagt billeder ud af på forskellige sociale medier.

Hos brancheorganisationen Dansk Gartneri, der altså tidligere har støtte Lars Christian Lilleholts valgkampagner, peger direktør Torben Lippert på, at man ikke har støttet Venstres eller Christoffer Lilleholts valgkampagner.

- Nej, det har vi ikke, siger Torben Lippert.

Og det samme gælder for storgartneriet PKM, fortæller administrerende direktør Anett Madsen.

- Jeg kan ikke huske, at vi skulle have sponsoreret nogen den vej rundt i de sidste år. Og vi støtter ikke nogen i forbindelse med det kommende valg, siger Anett Madsen.

Direktør og indehaver af Alfred Pedersen & Søn Mads Pedersen skriver tilbage, at han ikke støtter lokalpolitikere.

Og hos et andet stort gartneri, Gartneriet Møllerhøj, afviser ejeren Thomas Kjær Larsen helt, at man støtter noget bestemt politisk parti eller nogen bestemte kandidater.

”Vi er neutrale. Vi støtter ikke nogen politisk på nogen måde”, skriver han i en e-mail.

Vi har også forsøgt at få en kommentar fra flere af de andre store gartnerier i Odense, men de er ikke vendt tilbage med svar.

Direktør og medejer af Gartneriet Rosborg-Bellinge Johnny Albertsen har dog sendt et kortfattet svar tilbage på mail:

”Vi ønsker ikke at deltage”.

Oversigt

    Oversigt