Kvinde dræbt af stenkast: Nu gøres lys på motorvejsbro permanent

For at undgå fremtidige stenkast har Assens Kommune besluttet, at lyset på tre motorvejsbroer skal være tændt permanent.

Et enigt byråd i Assens Kommune har fundet 420.000 kroner i budgettet til at gøre lyset på motorvejsbroerne på Langesøvej, Koelbjergvej og Grøftebjergvej permanent. 

I august 2016 blev en tysk kvinde dræbt og hendes mand svært invalideret, da stadig ukendte gerningsmænd smed en 40 kilo tung sten ned på tyskernes bil fra motorvejsbroen på Langesøvej. Efterfølgende blev der sat midtertidigt lys op på kommunens tre motorvejsbroer.

Det er for at undgå lignende ulykker, at formand for Miljø-, Teknik- og Planudvalget, Dan Gørtz (V), og resten af byrådet har besluttet, at gadelamperne skal gøres permanente.

- Det ligger os meget på sinde, at det ikke sker igen, fortæller Dan Gørtz til TV 2/Fyn.

Søgte medfinansiering

Ifølge formanden har Assens Kommune i forvejen et "enormt presset anlægsbudget", men har alligevel fundet engangsbeløbet på 420.000 kroner til opsætning af permanent belysning.

Inden da forsøgte kommunen uden held at få opsætningen betalt af Vejdirektoratet og Trafikstyrelsen.

- Jeg synes egentlig, det er en fælles opgave, som 100 procent burde finansieres af fællesskabet Danmark, så vi har så sandelig prøvet at få medfinansiering. Men vi har bøjet os dybt og gør det på egen regning, fordi vi ikke synes, vi har samvittighed til at undlade at betale selv, fortæller Dan Gørtz.

Fremover vil det koste omkring 1.200 kroner årligt i el for den permanente belysning.

Oversigt

    Oversigt