Tre drenge anholdt for at kaste æg fra motorvejsbro

Tre drenge er blevet anholdt for at kaste æg på lastbiler på Fynske Motorvej ved Hjallese.

Tre drenge kastede onsdag aften omkring klokken 19.17 æg ned på lastbiler, der kørte på Fynske Motorvej. 

Det oplyser Fyns Politi. 

- Det drejer sig om to drenge på 15 år og en dreng på 16 år, fortæller Milan Holck Nielsen, der er vagtchef ved Fyns Politi til TV 2/Fyn. 

Kunne ikke se ud af forruden

På gangbroen over motorvejen mellem afkørsel 50 og 51 i Hjallese i Odense kastede de tre drenge æg ned på blandt andet lastbiler, der kørte forbi på Fynske Motorvej. 

To lastbiler blev ramt af æggene. Den ene blev ramt et sted på lastbilen, hvor det ikke havde nogen stor betydning, mens den anden lastbil blev ramt på forruden. 

- Lastbilen blev ramt, så chaufføren slet ikke kunne se noget ud af sin forrude, fortæller vagtchefen og fortsætter:

- Der skete heldigvis ikke noget, da han hurtigt kørte ind til siden og fik æggene fjernet. 

quote Vi finder frem til, at æggene er købt i en butik, der har videoovervågning. Og den afslører de tre drenge

Milan Holck Nielsen, vagtchef ved Fyns Politi

Æggene købt i lokal butik

Fyns Politi får meldinger om motorvejskastene fra gangbroen onsdag aften og reagerer hurtigt. 

Der bliver sat en efterforskning i gang, og det er ifølge vagtchefen et "snarrådigt politiarbejde", der fører de fynske betjente på sporet af tre drenge fra Hjallese.

Politiet undersøger nemlig, om æggene muligvis kan være blevet købt i lokalområdet. Og ganske rigtigt.

- Vi finder frem til, at æggene er købt i en butik, der har videoovervågning. Og den afslører de tre drenge, siger Milan Holck Nielsen. 

Politiet finder frem til de tre drenge, der er fra området, og de bliver anholdt og taget med på stationen. 

- De giver lidt forskellige forklaringer på, hvorfor de har gjort det her. Men jeg kan ikke komme nærmere ind på det, fortæller vagtchefen. 

Forvoldt fare for andres liv

De tre drenge på 15 og 16 år blev sent onsdag aften sigtet for at have forvoldt fare for andres liv og førlighed. De sociale myndigheder er ifølge Fyns Politi også blevet underrettet. 

- Drengene er nu hjemme ved deres forældre igen, og vores efterforskere går videre med sagen torsdag, fortæller vagtchefen. 

Ifølge vagtchefen er de tre drenge ikke kendt af politiet og har derfor ikke tidligere været sigtet.

Flere førtilfælde

Det er bestemt ikke første gang, at Fyn er ude for, at der bliver kaste noget ned på biler på Fynske Motorvej fra en bro. De seneste år har der været flere episoder, hvor sten er kastet ned mod trafikanter på danske motorveje.

I august 2016 blev en 33-årig tysk kvinde dræbt på stedet, da en 30 kilo tung betonflise blev kastet ned fra en bro på motorvejen over Fyn og ramte kvindens bil. Hendes mand blev invalideret for livstid, og parrets søn på fem år, der også var i bilen, slap uskadt. 

Både den og mange andre sager om stenkast fra motorvejsbroer er endnu ikke opklaret.

Politikommissær Jack Liedecke fra Fyns Politi fortæller, at det er for tidligt at sige, om æggekastet kan have forbindelse til tidligere stenkast på fynske motorvejsbroer. 
Fotograf: Flemming Ellegaard
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
Opdatering
Clock01. nov 2018, kl. 11:30
Artiklen er opdateret med videointerview med Fyns Politi.

 

 

 

Oversigt

    Oversigt